Albert Speer er en interessant historisk personlighed, idet han først og fremmest kan tilskrives flere titler: Hitlers nærmeste arkitekt, rustningsminister, krigsforbryder, fængselsindsat og bestseller-forfatter. Han var det sidste tidsvidne i Hitlers inderste kreds, hvilket har skabt stor interesse i hele verden for at få indblik i hans opfattelse af Det Tredje Rige og af sit ansvar for krigsforbrydelserne. I første omgang blev Speers bøger Erinnerungen (1969) og Spandauer Tagebücher (1975) taget godt imod og blev hver især store succeser. Senere kom det dog frem, at han ikke havde holdt sig helt til sandheden, hvilket skabte stor forargelse blandt forskellige forfattere og historikere. Speer beskriver sig selv som en ung, flittig og upolitisk arkitekt, som øjnede sin store chance, da han fik mulighed for at arbejde for betydningsfulde personer i det fremstormende nazistiske parti NSDAP og til sidst Hitler selv. Han blev tryllebundet af Hitlers visioner og agitation. Hitler var også meget fascineret af Speers arbejde, og da rustningsministeren døde, udnævnte Hitler uden videre Speer som dennes efterfølger. Trods mangel på kvalifikationer lykkedes det Speer at øge produktionen af våben og ammunition. Hans succeser skete dog på bekostning af et stort antal tvangsarbejdere samt jøderne i Berlin. Dette valgte Speer at udelade at nævne både under Nürnbergprocessen og efterfølgende i sine bøger, på trods af at han var meget optaget af at påtage sig et medansvar for samtlige krigsforbrydelser, som nazisterne havde begået. Adskillige historikere anklager Speer for svindel og historieforfalskning. Det er i den forbindelse interessant at undersøge nærmere, hvordan Speer beskriver sig selv i sine Erinnerungen (1969) og i hans Spandauer Tagebücher (1975), som han skrev notater til i løbet af de tyve år, han var fængslet i Spandau-fængslet. Det er i den forbindelse interessant at undersøge, hvilke retoriske virkemidler, han gør brug af. Derefter kan dette sammenlignes med, hvordan forskellige kritikere opfatter Speers selvfremstilling sammenholdt med de arkivfund, som afslører Speers dystre hemmeligheder. Dette fremgår af Heinrich Breloers dokudrama Speer und Er (2005), hvor historikere, tidligere tvangsarbejdere, Speers egne børn og andre angiver deres opfattelser af Speer og hans forbrydelser. Ud fra de tekniske virkemidler, som opstår i samspillet mellem autentiske og fiktive fremstillinger undersøges, hvordan Speer fremstilles i nyere tid.