I foråret 2013 blev asylaftalen implementeret i udlændingeloven. Dermed blev omstændighederne omkring privat indkvartering af uledsagede mindreårige asylansøgere ændret. Uledsagede mindreårige asylansøgere med herboende familie er nu, lige som andre asylansøgere i Danmark, tvunget til at opholde sig i op til seks måneder på et børnecenter, før privat indkvartering. Dette til trods for, at den herboende familie både er godkendt til det og ønsker at have den mindreårige boende. Samtidig er det ofte barnets højeste ønske at bo hos familien. Denne særlige situation stiller nye krav til de uledsagede mindreårige asylansøgeres evner til at håndtere deres situation, herunder en tilværelse på et børnecenter.
I første del af specialet viser vi, hvordan der synes at være forskel på børns rettigheder i Danmark. Det faglige niveau i asylskolerne er lavere end på de danske folkeskoler, hvorfor asylsøgende børn ikke får adgang til videregående uddannelse på lige fod med andre børn i Danmark. Ligeledes vægter ideen om, at asylansøgere skal opholde sig på et asylcenter højere end forståelsen af, at børn bør vokse op i et familiemiljø. Dette er ellers et synspunkt, der præger dels lov om social service og FN’s Børnekonvention.
I specialets anden og centrale del undersøger vi, gennem kvalitative interviews med fire uledsagede mindreårige asylansøgere, der alle er påvirket af den nye ordning, hvordan de oplever og håndterer deres tilværelse på et børnecenter. Vi inddrager i den forbindelse teoretiske begreber fra henholdsvis Suniya S. Luthar, Aaron Antonovsky og Hilchen Sommerschild. Vi finder at de mindreårige aktiverer og benytter forskellige mestringsstrategier i forsøget på at modstå de belastninger, som de oplever at tilværelsen byder dem. Og at mestringsstrategien og deres håndtering af den særlige situation afhænger af deres oplevelse af sammenhæng i tilværelsen generelt.
Vi finder, at det særligt udfordrende og belastende for de unge drenges mestring er det hårde og ødelæggende miljø, som præger børnecentrene. Vold, stoffer og alkohol er således en del af den hverdag, de skal håndtere og står i skarp kontrast til det liv, de havde forventet at leve hos deres slægtninge. De unge fremhæver ligeledes en anden væsentlig belastning, nemlig oplevelsen af at stå på sidelinjen i deres eget liv. De oplever at beslutninger tages hen over hovedet på dem og at de ikke bliver hørt i beslutninger, der vedrører dem. Dermed er der farer for at de vil opleve at blive objekt i deres eget liv.
Når vi til trods for disse sårbarhedsfremmende faktorer finder, at informanterne klarer sig okay og på forskellig vis formår at aktivere deres mestringspotentialer, skyldes det deres evne til at aktivere og drage nytte af forskellige interne og eksterne ressourcer. Særligt den herboende familie opleves som en beskyttende faktor i tilværelsen. Familien tilbyder en fysisk og mental støtte. Og minder de unge om deres kulturelle baggrund og livet før de blev asylansøgere. Men da disse faktorer er så vigtige for informanterne, bliver fraværet af dem samtidig meget svært at acceptere og håndtere. Familien er geografisk set i nærheden af dem, men opleves alligevel som utilgængelig grundet lovændringen. Savnet af og længslen efter den herboende familie kan blive så dominerende i tilværelsen, at det går hen og bliver hæmmende for de unges mestring. Selv om det ikke kan erstatte den familiære tilknytning finder vi, at informanterne drager stor nytte af at kunne spare med de voksne, der på forskellig vis er tilknyttet børnecentret. Vi ser ligeledes, hvordan kompetencer som sport og andre interesser er vigtige som tidsfordriv og ikke mindst som en pause fra den seriøsitet, der ellers præger tilværelsen som uledsaget mindreårig asylansøger. For overordnet set er det en tilværelse, der stiller store krav til børn og unge, der i forvejen lever et liv præget af uvished, angst og traumatiserende oplevelser.
Af den grund finder vi det svært at forstå, hvorfor den danske stat finder det acceptabelt at udsætte denne sårbare gruppe af børn og unge for yderligere belastninger, ved at indkvartere dem på børneasylcentre. Det fremstår i vores øjne som en unødvendig belastning for den gruppe, der har herboende familie.
På baggrund af vores undersøgelse synes de mindreåriges tilværelse og de vilkår de tilbydes i Danmark, at være på kanten med ånden i FN’s Børnekonvention. Logikken i udlændingeloven synes at bygge mere på hensynet til grænsekontrollen, end til hensynet til barnet, hvilket lovændringen er et tydeligt eksempel på. På baggrund af nærværende undersøgelse finder vi derfor belæg for at sige, at de nye omstændigheder for privat indkvartering bør revurderes og at hensynet til asylsøgende børn bør vægte lige så højt som hensynet til andre børn i Danmark.