Dette speciale handler om den forholdvis store gruppe unge i Danmark, der hverken har eller er i gang med en ungdomsuddannelse, og som heller ikke er i arbejde. Specialet har til formål at undersøge, hvordan unge forstår deres situation uden for uddannelse og arbejde, når uddannelse er et krav - både et samfundsmæssigt og institutionelt krav. De unge mennesker der danner grundlaget for dette speciale, er 18 unge mellem 16 og 24 år fra to produktionsskoler i København. På baggrund interviews har vi fået indblik i, hvordan de forstår deres situation, når der i dag i høj grad er fokus på individuelle færdigheder og præstationer, når det omhandler succes i uddannelse og i livet generelt. For at svare på, hvordan de unge forstår deres situation, tager vi udgangspunkt i fire underspørgsmål; Hvordan forstår de unge kravet om uddannelse? Hvordan oplever de unge andres reaktioner på deres situation? Hvordan forholder de sig strategisk til andres reaktioner? og til sidst, hvilken betydning har produktionsskolen for de unge? For at kunne besvare disse spørgsmål, har vi taget udgangspunkt i tre teoretikeres forståelser og begreber. Med udgangspunkt i Ulrich Becks teori og særligt i begrebet institutionel individualisering forstår vi, hvordan de unge forstår deres situation under det gennemgribende krav om uddannelse. Derudover anvendes Erving Goffmans teori vedrørende stigma, for at illustere, hvordan de unge oplever at blive stigmatiseret og hvordan de strategisk forholder sig til denne stigmatisering. Axel Honneths anerkendelsesteori bliver ligeledes inddraget med det formål at vise, hvordan produktionsskolen bidrager positivt til de unges forståelse af sig selv. Vi kan på baggrund af specialet konkludere, at de unge, der medvirker i dette speciale, forstår uddannelse som et nødvendigt onde. De oplever at blive stigmatiseret på baggrund af deres nedvurderede egenskaber, som uuddannet produktionsskoleelev. De unge formår på baggrund af deres tid på produktionsskolen at fortælle en positiv fortælling om dem selv.