Børne- og ungdomskriminalitet er et emne som ofte er i mediernes søgelys, og i de fleste tilfælde drejer det sig om chokerende og enkeltstående hændelser, der skaber en bølge af politiske reaktioner og efterspil. De seneste år har de politiske reaktioner på disse enkeltsager ofte resulteret i en diskussion om, hvorvidt den kriminelle lavalder i Danmark bør nedsættes samt en diskussion af, hvordan vi som samfund skal reagere og håndtere børn og unge som begår kriminalitet (Jappe, 2006, s. 9).

Da Lars Løkke Rasmussen åbnede Folketinget i oktober 2006 udtrykte han i sin åbningstale bekymring for børne- og ungdomskriminaliteten i Danmark. Han sagde blandt andet:
"Vi skal have fat i kraven på de unge, som er på afveje. Vi skal vise dem, at det samfund, de vender ryggen, ikke har opgivet dem. Det gør vi ikke ved at lægge hovedet på skrå og se bekymrede ud.
Det gør vi gennem konsekvent handling. Derfor foreslår vi en sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år". (Rasmussen, 2009)

I 2010 sænkede VK-regeringen således den kriminelle lavalder fra 15 år til 14 år, og brød dermed med over 100 år med en kriminel lavalder på 15 år i Danmark (Beim, 2012). Men sænkelsen af den kriminelle lavalder fik meget kritik, særligt fordi beslutningen var truffet stik imod et flertal af VK-regeringens egen Ungdomskommission og fordi, at en lang række af eksperter advarede mod at behandle børn på samme måde som voksne i retssystemet (Justitsministeriet, 2012). I stedet for at nedsætte den kriminelle lavalder anbefalede Ungekommissionen, at man skulle effektivere indsatsen over for børn under den kriminelle lavalder gennem styrkelse af de ikke-strafferetslige reaktionsmuligheder. Ungekommissionens bekymring gik særligt på, at en sænkelse af den kriminelle lavalder kunne forventes at have en negativ kriminalpræventiv effekt på målgruppen (Justitsministeriet, 2012).

Da Danmark ved valget i 2011 fik en ny regeringen med Helle Thorning-Schmidt i front (statsministeriet.dk, 2015), blev lovændringen, der medførte en sænkelse af kriminelle lavalder, tilbagerullet. I sin åbningstale af Folketinget i oktober 2011 sagde Helle Thorning-Schmidt:
"Jeg vil sige klart og tydeligt, at jeg står ikke i spidsen for en regering, der sender børn i fængsel." (Thorning-Schmidt, 2011).

Den 5. november 2014 fremsatte Karsten Lauritzen (Venstre), Peter Skaarup (Dansk Folkeparti), Simon Emil Ammitzbøll (Liberal Alliance) og Tom Benhke (Det Konservativ Folkeparti) et forslag til folketingsbeslutning om etablering af en ungdomsdomstol for børn og unge mellem 12-17 år samt nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år (bilag 1). På tidspunktet hvor lovforslaget blev præsenteret, var den daværende regering stærkt imod nedsættelse af den kriminelle lavalder, og lovforslaget så derfor ikke ud til at vinde indpas. Dette ændrede sig dog, da Venstre efter folketingsvalget i juni 2015 blev Danmarks nye regering. Debatten om den kriminelle lavalder er derfor endnu en gang på den politiske dagsorden, og en sænkelse af den kriminelle lavalder kan derfor meget vel blive aktuel.

De politiske partier har forskellige syn på og holdninger til den kriminelle lavalder, og fremstiller både målgruppen og problematikken omkring ungdomskriminalitet forskelligt. I kraft af politikernes magtfulde positioner i samfundet, er de i høj grad med til at påvirke måden, hvorpå den enkelte borger taler om og forstår børn og unge, der begår kriminalitet.
I dette speciale ønsker jeg derfor at undersøge, hvilken retorik politikerne anvender i deres fremstilling af børn og unge som begår kriminalitet, samt lave en analyse af, de argumenter politikerne fremsætter i debatten for og imod en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Afslutningsvist vil jeg redegøre for, hvilke kriminologiske tankegange kan identificeres i de fremsatte argumenter.