Dette speciales omdrejningspunkt er den vejledning af unge 15-17 årige, som foregår i Ungdommens Uddannelsesvejledningscentre. Med indførslen af ”Lov om vejledning om uddannelses og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse mv.” i 2010, opstod der nye betingelser for det sociale arbejde, der udøves af UU – vejlederne.
Fokus i dette speciale er, hvad disse nye regler har betydet for UU – vejlederne. Hvad er det for meninger og forventninger, lovgivningssystemet har om de unge – og har det forandret sig? Hvordan ser vejlederne de unge – og er det på samme måde som lovgiverne?
Hvordan har den udvikling, som på vejledningsområdet har medført krav for specifikke metoder og procedurer, påvirket UU – vejlederne? Er de påvirkede således, at der også i praksis, kan ses en ny form for socialt arbejde omkring vejledningsindsatsen?
Derfor lyder problemformuleringen således: Hvad betyder ”Lov om vejledning om uddannelses og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse mv.” for UU – vejledernes handlerum i det sociale arbejde med de udsatte 15-17 årige?
Denne problemstilling belyses ved hjælp af Luhmanns iagttagelsesbegreb. Ved hjælp af fokusgruppeinterviews af UU – vejlederne, gennem semantiske analyse af UU Randers formelle målsætninger, udtalelser fra lovgiverne og analyser af lovtekster iagttages systemernes iagttagelser af de unge. Systemernes iagttagelser iagttages ud fra forskellen selvansvar ⌉ selvansvarsfrihed, og på denne måde åbner der sig en viden om hvilke forventninger og meninger der er knyttet til de unge og vejledningens formål.
Analysen i dette speciale viser, at der i lovgivningssystemet er opstået en semantik om de unge som selvansvarlige parter, som kan motiveres ved hjælp af økonomiske incitamenter. Denne semantik er afspejlet både i ”lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelses, beskæftigelse mv.”, og i de udsagn lovgiverne kom med i forbindelse med indførslen af loven.
Samtidigt viser analysen at semantikken om de ansvarlige unge er opstået gennem de sidste 10-15 år, da denne forståelse slet ikke sås i det empiriske data vedrørende vejledningslovgivningen fra før 2010.
Modsat er der intet der viser en tilsvarende iagttagelse fra vejledernes side. Vejledernes semantik om de unge er fyldt med begreber som lægger ansvaret på dem selv. De unge derimod holdes ansvarsfri.
Men det betyder ikke at loven ikke har betydning.
Den indeholder en række procedurekrav, desuden indeholder den et krav om uddannelsesplaner og uddannelsespligt.
”Lov om vejledning om uddannelses og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse mv.” har medført nye opgaver til UU - vejlederne i form af opfølgning, uddannelsesparathedsvurdering og udarbejdelse af uddannelsesplan. Men loven har ikke medført, at den iagttagelse af de unge og deres selvansvar, som lå bag indførslen af loven, er en del af de interviewede UU – vejlederes kommunikation.
UU – vejlederne anser lovens rammer for brede, på den måde at der er plads til, at de kan udføre det sociale arbejde, som de vurderer relevant. De fortæller, at de laver uddannelsesplanerne om, hvis de unge falder fra deres uddannelsesforløb, de anser ikke planerne som forpligtende for de unge. Vejlederne fastholder at holde de unge ansvarsfri.