En stor gruppe unge i det danske samfund lever en usikker tilværelse med komplekse sociale problemer. Samtidig er den hjælp, som er målrettet disse unges integration i samfundet usammenhængende og utydelig, hvilket efterlader både unge og socialarbejdere i vildrede ift. at sikre de unge hensigtsmæssig støtte og en smidig overgang til voksenlivet.

Eksisterende viden peger på at kontinuitet i støtten understøtter de unges selvstændighedsudvikling, hvilket har inspireret til at undersøge ligheder og forskelle i en vestegnskommunes hjælp til 15-25 årige udsatte unge. Formålet med undersøgelsen er at identificere, hvorledes sagsbehandleres kommunikation og handlinger er anderledes i voksensystemet end i børnesystemet, med henblik på at få forståelse for, hvad det er for forhold der komplicerer henholdsvis understøtter kontinuitetsidealet.

Komparation står centralt i undersøgelsen, bl.a. ved at analyserne identificerer og udfolder forskelle i diskurser om sagsbehandling af unge. Dernæst identificeres, hvorledes børne- og voksensystemer adskiller sig fra hinanden i deres iagttagelse af sig selv, som funktionssystemer, der skal afhjælpe individuel og samfundsmæssig social uorden. I analysen af funktionelle ligheder og forskelle udledes en række komparationspunkter fra den empiriske kommunikation, som differentierer systemerne funktionelt.

Undersøgelsens primær empiri er transskriptioner af tre fokusgruppeinterviews med sagsbehandlere fra tre forskellige socialforvaltningsafdelinger, og sekundært anvendes nogle interne arbejdspapirer fra case-kommunen, som kommunikerer afdelingernes ungeindsats. Tilgangen er socialkonstruktivistisk baseret på Norman Faircloughs tredimensionelle model for kritiske diskursanalyse, som suppleres med Niklas Luhmanns systemteori om funktionel differentiering. Det analytiske fokus er derfor på sproget og iagttagelser. Den systemteoretiske social praksisanalyse udbreder den diskursive praksisanalyse ift. en funktionel kontekst, og der anlægges et integrationsperspektiv ved iagttagelsen af, hvad det er for problemer samfundets systemer, f.eks. familien, arbejdsmarkedet, økonomien mv. producerer, som er en trussel ift. unges samfundsdeltagelse.

Analyserne udleder nogle radikale modsætninger i afdelingernes diskursive praksisser og ift. problemidentifikation og løsning af sociale problemer, som er problematisk i lyset af et kontinuitetsideal. Samtidig identificeres nogle paradoksale forhold omkring hjælpesystemernes egen eksklusion af udsatte unge fra de hjælpesystemer som netop er til for afhjælpe unges disintegration. Men alle tre sagsbehandlergrupper italesætter også flere af de samme diskurser om sagsbehandling, og der identificeres også flere ligheder i afdelingernes iagttagelser af, hvordan sociale problemer identificeres og løses, hvilket kan fremhæves som gode forudsætninger for kontinuitet i overgangen mellem afdelingerne. Analyserne tegner et billede af, at afdelingerne kompletterer hinanden funktionelt, i den nuværende opdelte organisationsstruktur, så hvis der arbejdes i retning af mere lig indsatser, opstår dilemmaet, om afdelingerne bliver hinanden overflødige. Hvis ungeindsatsen skal være uddifferentieret i afdelinger, må det kontinuitetsfremmende bestå i en udvikling af lighed i problemløsningsmetoder, med en fortsat forskellighed ift. hvilke problemer afdelingerne hver især skal afhjælpe.

Undersøgelsen svarer ikke på, hvordan man kan fremme kontinuitet, men derimod bidrager den med viden om kontinuitetsudfordringerne, i et mere praksisnært perspektiv på sagsbehandling end andre undersøgelser af forskelle mellem børne- og voksensystemer tilbyder. Undersøgelsen bidrager i øvrigt med et litteraturstudie af eksisterende videnstendenser om organisatoriske aspekter af socialt arbejde med udsatte unge.