Baggrund: Morbus Crohn (CD) er en inflammatorisk tarmsygdom, som typisk behandles med biologisk medicin. Da behandlingen er omkostningstung og kan medføre bivirkninger, undersøges det i et ph.d.-projekt, om inflammationshæmmende kost (IFK) kan anvendes som komplementær behandling til CD-patienter i biologisk behandling. Da patienternes efterlevelse af kostinterventionen kan impliceres af barrierer blandt sundhedsprofessionelle ved ambulante besøg, vil dette undersøges.
Formål: At undersøge barrierer og facilitatorer for at støtte CD-patienter i en kostomlægning til IFK blandt sundhedsprofessionelle på medicinske mave-tarm ambulatorier i Danmark med henblik på at udvikle en strategi til at imødekomme disse.
Metode: Til udviklingen af strategien anvendes MRC-modellen. Der anvendes metodetriangulering af tre datakilder: et litteraturstudie, kvalitative interviews og en spørgeskemaundersøgelse. Data analyseres ud fra de individuelle metodiske tilgange, hvorefter resultaterne herfra integreres i en kritisk fortolkning. Herudfra udvikles strategiske fokuspunkter til at imødekomme barrierer og facilitatorer samt konkrete forslag til, hvordan ph.d.-projektet og fremtidige lignende interventioner kan implementere disse fokuspunkter. Resultater: Resultater fra den kritiske fortolkning vidner om et vidensbehov inden for IFK blandt sundhedsprofessionelle, herunder særligt for sygeplejersker og læger. Resultater fra den statistiske analyse viser, at diætister vurderer at have flere vidensmæssige- (OR 15,73, p=0,009) og tidsmæssige ressourcer (OR 0,03, p=0,011) til at støtte CD-patienter i kostomlægning sammenlignet med sygeplejersker. Endvidere påpeger litteraturstudiet, at diætisters fagkompetencer er underudnyttede, mens et øget tværfagligt samarbejde efterspørges i både den kvalitative- og kvantitative undersøgelse. Læger ses i lavere grad at mene (OR 0,04, p=0,025), at der er en overordnet positiv holdning til inddragelse af IFK i behandlingen af CD sammenlignet med sygeplejersker, hvilket også understøttes af den kvalitative undersøgelse. Fokuspunkter for strategien omhandler derfor at fremme viden om IFK og kostinterventionen blandt sundhedsprofessionelle, positiv italesættelse af kostinterventionen, særligt over for læger, samt et øget tværfagligt samarbejde.
Konklusion: Barrierer og facilitatorer blandt sundhedsprofessionelle for understøttelse af kostinterventionen kan imødekommes gennem tre strategiske fokuspunkter: vidensdeling, positiv italesættelse af kostinterventionen og øget tværfagligt samarbejde. Fokuspunkterne og de konkrete forslag relateret hertil kan anvendes til understøttelse af kostinterventionen og bør pilottestes inden udbredelse til andre kontekster.