Dansk Resumé Indledning, teori og metode Dette speciale har fokus på de sundhedsprofessionelles læreprocesser i teamsamarbejdet. Der tages afsæt i den store politiske bevågenhed på tværfagligt samarbejde som løsningen på sundhedsvæsenets kvalitets- og økonomiske problemer og sikring af, at patienterne får kontinuitet og sammenhæng i deres forløb. Dette gælder bl.a. inden for neurorehabiliteringsområdet. Litteraturgennemgangen viste, at teksterne fortrinsvis beskriver, hvordan sundhedsprofessionelle etablerer tværfagligt samarbejde og de mange fordele der er for patienterne. Teksterne belyser ikke forandringsprocessen og hvilke læringsmæssige udfordringer det fører med sig. Derfor blev fokus for nærværende undersøgelse: Hvordan lærer sundhedsprofessionelle at praktisere som tværfagligt teams og hvordan udvikles tværfagligheden. Med udgangspunkt i en socialkonstruktivistisk tænkning har det teoretiske fundament primært udgjort tekster af Lauvås & Lauvås (2006) og R. Stelter (2005) for en uddybning af samarbejde i tværfaglige teams og læreprocesser til udvikling af tværfaglighed. Til uddybning af kollektive læreprocesser, fokus på social læring og praksisfællesskaber har jeg benyttet tekst af E. Wenger (2004) og til uddybning af individuelle læreprocesser og transformative læreprocesser har jeg benyttet tekst af J. Mezirow (2007) Det empiriske grundlag er indhentet på en neurorehabiliteringsafdeling på et hospital. Afdelingen startede i 2003 og har fra starten haft en formaliseret teamstruktur. Der blev gennemført 2 fokusgruppeinterview med repræsentanter for de 4 faggrupper, der overvejende indgår i teamstrukturen. Social- og sundhedsassistenten, sygeplejersken, fysioterapeuten og ergoterapeuten. Lægen var fraværende. Diskussion og konklusion Det er helt afgørende for deltagerne i de tværfaglige team, at de har fælles fodslaw i deres fælles indsats og at det er til gavn for patienterne. Når det er opfyldt vurderer de deres fælles praksis til at gå op i en højere enhed. Deltagerne har primært deres tilhørsforhold i det monofaglige praksisfællesskab. Det er derfra de definerer deres identitet og henter styrke til de argumenter, der skal forhandles i det tværfaglige team. Teamet har karakter af et ekspertteam med komplementære og overlappende fællesskaber og fungerer som et ad hoc-team med institutionaliserede grænsemødefællesskaber. Deres deltagelse vil kontinuerligt bevæge sig mellem deres monofaglige praksisfællesskab og ad hoc-teamet. Og man kan spørge, hvad der skal til for at deltagerne vil stå mere sikre som fagpersoner i det tværfaglige team? Selv om deltagerne i teamet udtrykker, at de anser sig for ligeværdige i deres samarbejde viser undersøgelsen at teamet har en hierarkisk opbygning med plejegruppen som koordinerende instans og projektleder for patientforløbet og teamarbejdet, terapeuterne som eksperter, der kommer på besøg og lægen der er fraværende, men alligevel med en dominerende position. Desuden vises et spændingsfelt der vedrører forskellige konfliktende situationer der opstår i teamsamarbejdet. Deltagerne løser disse ved hjælp af ”undgåelse”, som tjener til en eliminering af uenighed i teamet. Disse uenigheder løses udenfor teamet. Men netop fordi deltagerne indgår i mange krydsende relationer i forskellige grænsemøder, er det vigtigt at fokusere på, hvordan uenigheder i teamet kan kommunikeres mhp teamudvikling . Undersøgelsen viser at der er behov for metadiskussioner der forholder sig til hvordan teamet arbejder. Der er behov for fokus på teamarbejdet som læreprocesser, hvor deltagernes oplevelser, erfaringer og mentale vaner udfordres, mhp at der udvikles tværfaglig indsigt. Specialet konkluderer at især teamets håndtering af uenigheder giver anledning til en nødvendig team udviklingsproces, som der lige nu ikke tages hånd om i organisationen.