Formålet med dette speciale er at undersøge, hvordan der skabes en sammenhæng mellem trafikpolitiske visioner for klimaet, trivselsvisioner for medarbejderne på Herlev Hospital og den kommende udbygning, hospitalet står overfor.
I opgaven argumenteres med, at principper i den traditionelle trafikplanlægning ikke bør stå alene, hvis langsigtede miljø- og trængselsproblemer skal løses, hvorfor tilgangen til trafik som kendes fra mobilitetplanlægningen anvendes. På grund af centralisering og omstrukturering af det danske sygehusvæsen står Herlev Hospital overfor en større udbygning. I planerne forbedres både den
nuværende overbelastede til- og frakørsel og parkeringsreserven udvides. Det vurderes dog, at skal transportvanerne forbedres i det lange løb, bør den kommende fysiske udformning afspejle en mindre bilorienteret brug
Med udgangspunkt i principper fra mobilitesplanlægningen, undersøges transportadfærden hos medarbejdere ved hospitalet, med det formål at undersøge mulighederne for at reducere efterspørgslen af trafik. Der defineres en målgruppe af medarbejdere bestående af bilister der ofte pendler 10 kilometer eller mere til Herlev Hospital. Denne gruppes trafikvaner afdækkes ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse og et mindre fokusgruppeinterview. Der arbejdes med tre temaer, som omhandler; hvilke alternative transportmuligheder gruppen har, hvor meget bindinger (som f.eks. indkøb) fylder samt deres holdninger til forskellige parkeringsrestriktioner. Sammen med et studie af begrebet samkørsel og parkeringsfaciliteterne ved udbygningen foreslås til slut et fremtidig parkeringsudbud for Ny Herlev Hospital. Derudover konkluderes følgende som bør bruges videre i arbejdet med en mobilitetsplan for Herlev Hospital; 1) Samkørsels-begrebet bør kommunikeres så det ikke nødvendigvis skal foregå hver dag. 2) Der er potentiale i at arbejde med en pendlerbusordning. 3) Fordele ved kombination af transportformer kan udnyttes meget mere.