Specialet undersøger teaterformen virkelighedsteater. Dette med udgangspunkt i Maria Richs forestilling Maria & Mohamed (Teater Grob, 2017) og Nanna Cecilie Bangs forestilling True Story (Teater Sort/Hvid, 2017). Specialets undersøgelse tager sit afsæt spørgsmålene ”Hvilken kunstnerisk ambition ligger bag at inddrage virkelighed i teatret?” og ”Hvad oplever teaterpublikummet, når grænsen mellem fiktion og fakta ikke umiddelbart er til at gennemskue i en teaterforestilling?”. Specialets metode er således at sammenligne den kunstneriske ambition med virkelighedsteater og publikums oplevelse af virkelighedsteater for på den måde at belyse, hvad virkelighedsteaterstrategier har af styrker og svagheder. Specialet benytter sig af et kvalitativ afsæt, hvor den semi-strukturerede interviewform udgør det konkrete metodiske værktøj. Den teoretiske ballast i specialet er anført af henholdsvis Jacques Ranciere og Morten Kyndrup. De giver to filosofiske bud på, hvordan virkelighedsteatrets forvirring af publikum potentielt kan føre til at publikum bliver klogere igennem teateroplevelsen. Igennem en delvist empirisk og delvist teoretisk forankret diskussion, forklarer specialet ligheder, forskelle og afvigelser imellem den kunstneriske ambition og publikums oplevelse. Tre bemærkelsesværdige pointer viser sig her: 1) Virkelighedsteater viser sig særligt velegnet til at føre publikum fra en position som passive tilskuere, der blot lader sig ”fodre med viden”, til en position som frigjort publikum. I analysen ses flere eksempler på, at publikum i forestillingerne deltager i en identitetsundersøgelse sammen med skuespillerne. Publikum reflekterer over, hvem de selv er, og hvordan de ser på verden. Der er her en påfaldende lighed mellem kunstnernes ambition, og det publikum oplever. Forklaringen kan findes i, at tilskuer og skuespiller skal minde om hinanden for, at dette gør sig gældende. Det er nemlig særligt hos de tilskuere som, i forhold til køn, by og alder, minder om skuespillerne, at pointen er tydelig. Derudover peger undersøgelsen på, at det er afgørende, for at få publikum til at deltage i identitetsundersøgelsen, at skuespillerne ikke lader publikum ikke ”forsvinde ind i en anden verden”. Virkelighedsteatrets brydning af den fjerde væg er her central, da dette er en måde til at holde publikum aktive og fordre refleksioner, hvor publikum ikke blot ser virkelighedsteater, men ser sig selv se virkelighedsteater. 2) Virkelighedsteater fejler, hvis ambitionen er at nå den brede befolkning og det klassiske teaterpublikum. Ud fra specialets interviewede tilskuere tegner der sig nemlig et billede af, at det fortrinsvis er et avanceret teaterpublikum, der ser virkelighedsteater. Det avancerede teaterpublikum forstås i undersøgelsen som et ungt, akademisk og teatervant publikum. Dette avancerede publikum er kendetegnet ved at meta-reflektere over forestillingerne. Publikum, og kunstnerne for så vidt, havner derved i en ”akademisk fælde”, hvor de, som virkelighedsteatret egentlig er adresseret til, hverken er til stede på scenen eller i salen. Denne ”fælde” betyder i sidste ende, at virkelighedsteatrets publikum opfatter forestillingerne som containere af betydning. Det er ikke kunstnernes ambition, at der skal være et facit i forhold til, hvordan deres forestillinger skal opleves, og dette står derfor tilbage som en forskel i sammenligningen mellem kunstnernes ambition og publikums oplevelse. 3) Det er vanskeligt at sige noget entydigt om virkelighedsteaters potentiale i forhold til at levere politiske budskaber. Virkelighedsteatret skaber som sagt en forvirring hos publikum, og denne kan i nogen grad have potentiale til at levere politiske budskaber. Dette skabes på baggrund af, at skuespillerne i denne forvirring forekommer nærværende, vedkommende og tillidsvækkende for publikum. Ud fra andre af de i undersøgelsen fremlagte eksempler er det dog tydeligt, at nogle tilskuere ikke ”griber” de politiske budskaber, som kunstnerne har ambitioner om at viderebringe igennem virkelighedsteatret. Denne pointe er en afvigelse i den gennemgående sammenligning, og den kan forklares ud fra den pointe, at en æstetisk oplevelse er unik for hver person.