Specialet ønsker at fokusere på, hvordan det offentlige med udgangspunkt i en styringsmentalitet, der er formet af, at sundhed er sandhed, forsøger at strukturere borgerens handlinger. Samtidig ønsker specialet at fokusere på, hvordan de strategier, der er en konsekvens af styringsmentaliteten, bidrager til at konstruere bestemte borgere, og dermed ønsker specialet tillige at fokusere på og udfordre det mulighedsrum, som borgeren har for at være borger.
Formålet med specialet er at lave en videnspolitisk intervention med henblik på at udvide grænserne for, hvordan sundhed forstås, altså udfordre den vidensdisciplin, som sundhed er en del af. Specialet bidrager dermed til – indenfor akademiske rammer – at skabe røre i forståelsen af sundhed, den styringsmentalitet der etableres og dermed det mulighedsrum, der bliver etableret i relation til borgeren.
Rammen for specialet tager sit udgangspunkt i genealogien, der handler om at skrive nutidens historie. Måden hvorpå genealogien i anvendelse på, er netop forstået som en videnspolitisk intervention og har haft et fokus på at identificere og belyse ubekvemme fakta. Brugen af en genealogien som en videnspolitisk intervention er dermed specialets operationaliserng af genealogien og har dermed betydning for det teoretiske begrebsapparat, der er valgt til at understøtte muligheden for en anderledes historieskrivning af sundhed.
Specialet kan på baggrund af genealogien og med begreber som pastoralmagt, viden, magt og subjektivering konkludere, at det offentlige med udgangspunkt forskellige former for styringsmentalitet i høj grad forsøger at strukturere borgerens handlinger, ved bl.a. at præsentere sundhed som sandhed, hvilket bidrager til at begrænse borgerens mulighedsrum i relation til sundhed. Sandheden bliver ubestridt præsenteret ud fra nogle bestemte faktorer, om hvad sundhed vil sige, og hvordan sundhed skal gøres. Sundhed som sandhed medfører derfor et direkte krav til borgeren om at være sund både for den enkelte og samfundets bedste. Pastoralmagt som styringsmentalitet kommer i særdeleshed til udtryk, når det offentlige lægger op til eller opfordrer den enkelte borger til at ændre adfærd og dermed få den enkelte borger til at overtage og indlejre sundhed som sandhed som deres eget mål eller egen sandhed. Pastoralmagten fungerer ved at blive styret på afstand, fordi målet bliver, at det er borgeren selv, der skal ændre sig.
Borgerens mulighedsrum kan altså groft karakteriseres som, at implicere, at borgeren enten kan være loyal overfor sig selv og fællesskabet ved at vælge sundheden eller fravælge dette og dermed risikere at blive marginaliseret. Samtidigt viser specialet også, at borgeren i større eller mindre omfang kan vælge andre subjektpositioner ved at tillægge andre diskurser større værdi end diskursen om sundhed som sandhed.