Målet med denne undersøgelse var at undersøge gadebørnenes levede erfaringer i Moshi, Tanzania. Dog findes der gadebørn overalt i Tanzania, og perspektivet kan være forskelligt fra region til region. Hovedformålet med dette studie var at beskrive og indsamle de forskelligartede svar om gadebørnenes erfaringer direkte fra gadebørnenes eget perspektiv og finde frem til en indgriben i form af socialt arbejde, som børnene tror kan støtte dem. I de fleste tilfælde er det de givende instanser, statslige som ikke-statslige institutioner, der definerer fænomenet gadebørn. Men dette studie ønskede at blive direkte involveret i gadebørnenes liv.
Jeg tilbragte syv uger på gaden sammen med børn. Studiets teoretiske metodik er guidet af et konstruktivistisk undersøgelsesparadigme og en hermeneutisk fænomenologisk-tilgang. Denne tilgang var passende, da den er beskrivende og forsøger at tage fat om tingene, som de fremstår og så tolke efterfølgende. Børn var mit grundlæggende fokus for indsamling af viden og data igennem hele undersøgelsesprocessen, hvor de bidrog på dataindsamlingsstadiet, som havde til formål at opnå indsigt i deres erfaringer og oplevelser såvel som deres daglige liv på gaden. Det primære værktøj til indsamling af data var semistrukturerede interviews og dokumentation på baggrund af observationer.
I alt blev otte (8) børn interviewet, og 3 voksne offentligt ansatte fra socialministeriet i Moshi-regionen, socialpædagoger og en ikke-statsligt ansat. Undersøgelsesresultaterne er ikke meget anderledes end de studier, som er blevet udført på resten af det afrikanske kontinent. Dog blev jeg overrasket over det unikke navn, som bliver ved med at optræde i feltarbejdet: "Masoro". ”Masoro” anvendes af hovedparten af gadebørnene i Moshi. Det er navnet "Masoro” børnene identificerer sig med. Det kan opfattes som, at ”gadebørn” har accepteret, at de er masoro og lever som masoro.