Abstrakt

Dette speciale undersøger hvordan efterladte søskende oplever og håndterer det at miste en søskende til sygdom og hvordan dette påvirker deres selvidentitet og meningsdannelse. Derudover undersøges også hvilke hjælp de efterladte søskende får og hvilken hjælp de efterspørger. 

Tidligere undersøgelser på dette område er begrænsede og de fleste undersøgelser er udført som psykologiske studier. Derfor anses det relevant med et mere sociologisk og retrospektivt studie, med fokus på de efterladte søskendes subjektive oplevelser. Dette er vigtigt for at få indsigt i hvordan et søskendetab er påvirkeligt i det lange løb. 

Denne undersøgelse er baseret på en filosofisk hermeneutisk videnskabsteori, med et retrospektiv narrativ forskningsdesign. Der er i indsamlingen af empiri anvendt en kvalitativ metode i form af syv foretagne narrative interviews af unge efterladte søskende. Der er i analysen inddraget teori fra den narrative identitetsteori og Antonovskys teori om opnåelsen af sammenhæng i livet. Desuden er der inddraget elementer fra teori om det postmoderne samfund, foruden teori om sorg. 

Med henblik på at foretage en analytisk generaliserbarhed ud fra de empiriske fund, er der anvendt en adaptiv fortolkningsramme. Den indragede teori er i overensstemmelse hermed blevet udfordret, genfortolket og viderudviklet på i dens møde med de empiriske data, hvorfor der på baggrund heraf er fremkommet ny viden. 

Et af specialet hovedfund er, at der hos de efterladte søskende eksisterer mindst tre forskellige narrative fortællinger, hvilke hver for sig fortæller noget om hvordan de efterladte søskende håndterer tabet og på hvilket måde dette har indvirkning på deres selvidentitet og meningsdannelse. De narrative typer kan beskrives som, et flugt narrativ, hvor de efterladte søskende forsøger at flygte fra sorgen, et genopbyggelses narrattiv, hvor den efterladte søskende gennemlever sorgen, derigennem bliver stærkere og på denne baggrund udvikler en ny identitets og meningsdannelse. Det sidste kan beskrives som et genmedlemgørelses narrativ, hvor den efterladte søskende er vedholdende i sin ihukommelse om den afdøde søskende, og derved skaber en ny identitets og meningsdannelse, i forsøget på også at leve for den afdøde søskende

Andre fund viser, at et søskendetab enten kan føre familien tættere sammen eller splitte denne ad. I de familier som oplever splittelse, kan det for den efterladte resultere i at denne mister kontakt til sine forældre, enten for en kortere eller længere periode. 

Et andet eksistentielt fund er, at de efterladte søskende oplever at søskendetabet er et tabu i deres omgangskreds, hvilket isolerer dem idet de derved føler sig alene med deres sorg. Det viste sig dog at tabuet ikke alene var dannet af omgangskredsen, men at det i lige så høj grad var skabt af de efterladte søskende selv, hvorfor de søskende som var åbne omkring deres sorg ikke på samme måde oplevede tabuet. 

Undersøgelsen viser, at efterladte søskende efterspørger sorggrupper for efterladte søskende alene. Det er endvidere vigtigt, at de efterladte søskende ikke får professionel hjælp for tidligt i deres sorgproces, idet de har brug for tid til at blive klar til at arbejde med sorgen først. 

Der kan på baggrund heraf konkluderes, at søskendetab er en kompleks og individuel oplevelse, hvorfor det er væsentligt at de efterladte søskendes narrativer bliver lyttet til og behandlet individuelt, for derved på bedste vis at hjælpe dem igennem sorgen.