I både byforvaltning, men i særligt design og udvikling af byrum, er det i stigende grad blevet relevant for konsulenter og beslutningstagere inden for byplanlægning og arkitektur at udnytte den konstante strøm af frivillig digital dataudveksling, der relaterer sig til adskillige aspekter af det sociale hverdagsliv (Kitchin, Lauriault, and Mcardle 2017).
I forbindelse med et større forskningssamarbejde mellem firmaet Gehl Architects og forskerenheden Teknoantropologisk Laboratorium (Tant Lab) ved Aalborg Universitet, undersøger jeg i dette speciale, hvordan bydesignere og arkitekter indgår i nye, innovative digitale processer for at finde digitale metrikker, hvorpå det sociale liv i byrum kan måles. Det bliver dermed en undersøgelse af, hvilke problematikker og diskrepanser, der opstår i mødet mellem professionel vanetænkning og nye kategoriske måder at opstille narrativer om byliv.
Specialeprojektets empiri bygger på forskningsaktiviteterne relateret til Gehl/Tant Lab, hvor jeg ved deltagerobservation af en workshop i januar 2019 registrerede deltagernes faglige og praktiske engagement med de digitale datarepræsentationer, som Tant Lab havde tilrettelagt som interventionsteknikker. I februar 2019 afholdte Tant Lab endnu en workshop ved Density Design Lab i Milano, som jeg ligeledes deltog i.
Ved brug af postfænomenologisk ontologi, og særligt fremstillingen af de teoretiske koncepter professionelt syn [professional vision] og epistemologiske maskiner [epistemology engines], opstilledes som delkonklusion på analysens første del en præmis for det videre empiriske arbejde – nemlig en epistemologi for bydesignere, som kom til syne ved praktisk interaktion med og afkodning af datarepræsentationerne (Goodwin 1994; Rosenberger and Verbeek 2015; Ihde and Selinger 2004).
For at teste det professionelle syns epistemologiske begrænsninger i forhold til ambitionen om at udvikle digitale metrikker for byliv, gik jeg autoetnografisk til Instagram. Ved at udtrække data i form af flere tusinde billeder fra Københavnsområdet på baggrund af manuelt udvalgte hashtags og ved at bruge en kunstig intelligens til at afkode indholdet på disse billeder, var det projektets tese at konfigurere datarepræsentationer, der skulle adressere og imødekomme de udpegede begrænsninger i bydesignernes professionelle syn.
I forsøget på at konfigurere en epistemologisk maskine, som var afstemt i forhold til de empirisk fundne spændinger i interaktionen mellem bydesigner og teknologi, opdagede jeg selv udfordringer i at afkode og tilnærme mig en forståelse af fysikalitet og stofligehed igennem de digitale spor, jeg studerede. Jeg måtte konkludere, at for at kunne forstå min egen analyse, måtte jeg også forstå hvordan analysen i virkeligheden er distribueret ud over den samling af datasæt og digitale værktøjer man anvender. Det er det, der kan kaldes de digitale spors indfødthed, og en udlægning af dette ville kræve en helt anden type undersøgelse.
Mit speciale skal derfor ses som en eksperimentel udfoldelse i digitale metoders anvendelighed til på den ene hånd at innovere professionelle, disciplinære processer, og til på den anden hånd at redegøre for disciplinære spændinger, der kan opstå i mødet mellem menneske og (data)teknologi.