Baggrund:
I Danmark bliver cirka 160 børn årligt diagnosticeret med en kræftsygdom, hvoraf næsten halvdelen er diag-noserne leukæmi og hjernetumor. På trods af de gode overlevelsesprognoser indenfor kræftbehandling, ople-ver flere af børnekræftoverleverne senfølger af fysisk, psykisk, social eller faglig karakter, som kan være alvorlige. Kræftens Bekæmpelse pointerer en mangel på struktureret og systematisk opfølgning og psykoso-ciale tilbud til familier, hvis barn har afsluttet et kræftbehandlingsforløb. Det kan derfor antages at disse for-ældre spiller en væsentlig rolle i forhold til håndteringen af senfølger og livet efter kræft. Formålet med dette speciale er at undersøge, hvilke forældretyper der kan identificeres efter afsluttet behandlingsforløb og i rela-tion hertil undersøge, hvilke faktorer der har en betydning for forældres håndtering af senfølger og livet efter kræft.

Metode:
Otte semistrukturerede interviews, af cirka 82 minutters varighed, er blevet foretaget. Disse interviews in-kluderede forældre til børn, der har haft enten akut lymfoblastær leukæmi (n=4) eller en hjernetumor (n=4). Otte mødre og én far deltog i interviews. Alle interviews blev lydoptaget og straks derefter transskriberet gennem dataindsamlingsperioden. Transskriptionerne er efterfølgende blevet importeret til analyseprogram-met NVivo.

Resultater:
Fire forældretyper er igennem den indsamlede data blevet identificeret. Den ekspertorienterede forældretype er identificeret ved henholdsvis en passiv og en aktiv type, som begge har tillid til eksperterne. Forskellen ligger dog i, at den aktive ikke tøver med at blande sig i tilfælde, hvor forældrene mener, at der må kunne identificeres et bedre tilbud til deres barn. Den dialogorienterede forældretype inddrager hensyn til egne, det tidligere kraftramte barn eller den øvrige families følelser. En fremtræden karakteristika ved denne type er, at forældre ofte agerer som ”eksperter på eget barn”. Den alternativt orienterede forældretype er karakteriseret ved, at forældrene opsøger alternative behandlinger, der ikke indgår i det konventionelle system. Den traditi-onsbundne forældretype bærer præg af orientering mod traditionelle værdier. Særligt ægteskab og de nære sociale relationer til familie og venner vægtes højt hos denne forældretype. Ydermere blev tre centrale tema-er identificeret som betydningsfulde for forældres håndtering af senfølger og livet efter kræft: 1) økonomiske ressourcer, 2) mangel på viden og forståelse hos personer i det nære miljø, fagprofessionelle og instanser i form af fx skoler og sagsbehandlere, og 3) magtudøvelse fra professionelle aktører og instanser.

Konklusion:
Både individuelle faktorer eksempelvis i form af viden, sociale relationer, uddannelse og arbejdsbeskæftigel-se og strukturelle forhold – herunder professionelle aktører og instanser, har en stor betydning for forældre-nes håndtering af senfølger og livet efter kræft. Resultaterne i denne undersøgelse indikerer vigtigheden af at øge fokus på områder omhandlende senfølger hos børn og unge, der har afsluttet et kræftbehandlingsforløb. På baggrund af den indsamlede empiri anbefales det at intervenere på områder, der kan øge familiers, fag-personers og instansers viden og forståelse for senfølger efter kræft. Ligeledes bør der fokuseres på ansvars-fordelingen mellem fagprofessionelle og instanser så problematikker mellem disse og familierne minimeres.