Procesforbedring ved hjælp af selvforbedrende projektgrupper

Studenteropgave: Speciale (inkl. HD afgangsprojekt)

  • Joakim Recht
  • Rasmus Walbum Jensen
  • Michael Lerskov Munk Nielsen
4. semester, Datalogi, Kandidat (Kandidatuddannelse)
I dette speciale undersøges muligheden for at forbedre en softwareorganisations udviklingsproces gennem en bottom-up tilgang til procesforbedring. Vi undersøger den traditionelle tilgang til procesforbedring og dens anvendte metoder med henblik på at identificere mangler. På baggrund af dette, samt kendte alternative tilgange til procesforbedring, udvikler vi en metode til at igangsætte og støtte op om selvforbedrende projektgrupper i en organisation. Metoden anvendes og valideres i en case-organisation, hvor vi gennem en intervention hjælper en projektgruppe til at udføre bottom-up procesforbedring.

Selvforbedrende projektgrupper er baseret på ideen om, at ansvaret for procesforbedringen skal flyttes til organisationens projektgrupper, og at projektgrupperne skal have lov til at tilpasse deres udviklingsproces efter behov. Interventionen viser, at det er muligt at opnå dette, men at der opstår nye problemer. Selvom små forbedringer kan gennemføres hurtigt, formoder vi, at der vil være problemer med forbedringernes forankring og anvendelse i det daglige arbejde. Et andet problem kan være, at den overordnede forbedringsindsats ikke er koordineret, hvilket reducerer muligheden for at opnå en højere procesmodenhed. På trods af disse problemer mener vi, at specialet viser, at det er muligt at udføre bottom-up procesforbedring på en struktureret måde.
SprogDansk
Udgivelsesdatojun. 2002
ID: 61054917