Resumé
Kandidatspecialet tager udgangspunkt i en underen omkring diabetesregulering, mere
specifikt reguleringen af blodsukkeret hos insulinkrævende diabetikere. Ved at tale med
diabetikere, for hvem regulering er en del af hverdagen, og med folk der arbejder med
diabetes regulering, stod det klart for os, at det er en krævende opgave at regulere diabetes.
Det førte til at vi stillede spørgsmålet som har dannet vores problemformulering: Med den
tilgængelige diabetes teknologi, samt viden om diabetes, hvordan kan det så være, at det
stadig er en krævende opgave for mange diabetikere at holde et stabilt blodsukker i deres
hverdag? Derfra begyndte vi at kigge på de forskellige grupper, der er involveret i
diabetesregulering; diabetikere, kommuner, ambulatorier, leverandører og medico og
medicinalvirksomheder. Da vi havde dannet os et overblik, begyndte vi at indsamle empirisk
data om praksissen at regulere diabetes, i form af observationer, dagbog: dagbogs-interviews
og semistrukturerede interviews. Til at analysere vores data, besluttede vi at bruge
Kulturhistorisk Aktivitetsteori (CHAT) i et praksisteoretisk perspektiv på grund af CHATs
stærke kapaciteter til at kigge på sociomaterialitet og relationer. Ud fra det teoretiske
perspektiv analyserede vi 8 forskellige aktivitetssystemer med forskellige CHAT værktøjer, et
af dem er hovedsystemet ”Praksissen at regulere diabetes”. I analysen har vi fundet
modsætninger og relationer som er i og mellem aktivitetssystemer. Disse har bragt ny indsigt
på praksissen. Vi har også fundet ud af at udviklingen af den bærbare blodsukkermåler, har
ændret praksissen drastisk. Det er blevet muligt for diabetikere at måle deres blodsukker,
men samtidig har det også skabt en mere kompleks praksis med mange variabler, der kan
påvirke blodsukkeret på den ene eller anden måde. Den historiske udvikling har også medført
en ændring i konsultationspraksissen. Tidligere fik diabetikerne få instruktioner på, hvor
meget insulin de skulle tage, og hvad de måtte og ikke måtte spise, hvor der nu er et behov for
kompetent målrettet vejledning. Et andet fund er, at retningslinjer kan opfattes forskelligt af
diabetikere eller andre i diabetikernes omgivelser. Det kan nogle gange skabe vanskeligheder
for diabetikerne og danne grundlag for misforståelser af reguleringspraksissen, som kan
komme til udtryk som fordomme. Vi blev også opmærksomme på at begrænsninger i adgang
til diabetes teknologi kan påvirke reguleringspraksissen. Fundene har ført til følgende svar på
problemformuleringen: Reguleringspraksissen er kompleks og der er mange elementer som
kan påvirke den. For at være i stand til at kontrollere reguleringen til perfektion, ville
diabetikeren være nødt til at fokusere på alle disse elementer på samme tid. Det er ikke muligt
når et liv samtidig skal leves, hvilket forklarer hvorfor reguleringen bliver nødt til at blive en
del af diabetikerens daglige aktiviteter og andre praksisser. Nogle af aktiviteterne harmonerer
godt med reguleringen, andre knap så godt, hvilket kan gøre reguleringen til en svær opgave.
Når diabetikerens daglige aktiviteter ændres, er reguleringspraksissen nødt til at følge med,
ellers vil de adskilles, hvilket kan resultere i at en aktivitet som gik fint sidste gang den blev
udført, pludseligt medfører et ustabilt blodsukker en anden gang. Så til trods for udviklingen
indenfor diabetesteknologi og forskning, er det at regulere sin diabetes en svær linegang. Vi
ser dog potentielle områder for udvikling af praksissen.