Resumé
Tilel: patient perspektivet i det kommunale akutteam

Baggrund: Patientinvolvering i Patienterne opnår bedre kvalitet i behandlingen, øget complience, øget livskvalitet, patientsikkerhed samt bedre udnyttelse af ressourcer. Samt at de sundhedsprofessionelle anlægger et helhedsorienteret perspektiv, da patienten og eventuelt nære ressourcepersoner i et systemisk perspektiv anskues at være en del af en større kontekst. Derfor bør sundhedsprofessionelle jævnfør ovenstående udvise lydhørhed over for patienternes perspektiv på lidelse, sygdom og sundhed og derudfra tilpasse sundhedsvæsenets ydelser til dennes behov og præferencer i den kontekst hvori patienten befinder sig. Med det formål at forebygge indlæggelser. Der tages i nærværende speciale udgangspunkt i den ældre patient i aldersgruppen 65+ årige med én eller flere kroniske sygdomme.

Problemformulering: Hvordan oplever de 65+ årige med en eller flere kroniske sygdomme i det kommunale akutteam, at blive involverede i monitorering og behandling af egen sygdom?
Og hvordan kan patienternes opleveler i et forandringsperspektiv, bidrage til en involverende tilgang til patienterne i det kommunale akutteam?

Metode: Rammerne for specialet bygger på ”Medical Research Councils” elmenter for udvikling og evaluering af komplekse interventioner. Derudover er der udført et litteraturstudie og et kvalitativt casestudie i en mellemstor jysk kommune.

Resultatere: at patienterne ikke oplever at de bliver involverede i behandling og monitorering af deres sygdom. Patientinvolvering er kompleks da de ældre ikke tager til genmæle eller stiller spørgsmålstegn ved praksis. Det var vigtigt for de ældres oplevelse af tryghed at der var konsistens mellem de sundhedsprofessionelles kommunikation. At de ældre ikke kan kende personalet der kommer i deres hjem fra hinanden.

Konklusion: De sundhedsprofessionelle har behov for at få tilført kompetencer der øger patientinvolvering i praksis. I form af et obligatorisk kursus i patientinvolvering. Kurset skal derudover behandle temaer som kommunikation, herunder hvordan den sundhedsprofessionelle kan strukturere og levere information samt perspektivere informationen. En måde de sundhedsprofessionelle i praksis kan arbejde med involvering er ved, at lave rollespil med Wengers teori om praksisfællesskaber (Wenger, 2004).