Viden om en patients respiratoriske drive kan bidrage til en forbedret behandling. De fysiologiske teorier bag respirationskontrol beskriver, at respirationen hovedsageligt er styret af to kemoreflekser, der reagerer på ændringer i arterielle tryk af kuldioxid og oxygen. Den kuldioxidfølsomme refleks kaldes det centrale drive og den oxygenfølsomme refleks kaldes det perifere drive.
Det er ikke trivielt at bestemme de to drives bidrag til den samlede ventilation, da de ikke kan måles direkte. Der er udviklet et sæt af matematiske modeller, der kan estimere ventilationsbidragene ud fra en arteriel blodgas-prøve og parametre for respiratorisk gasudveksling der er tilgængelig fra det kliniske måleudstyr ALPE. Det respiratoriske drive kan herved parametriseres for en patient, hvilket kan hjælpe til at give beslutningsstøtte i forhold til ændring af respiratorindstillinger.
Den nuværende version af modellen kan parametrisere en patients centrale drive, men er ikke tidligere blevet testet på patienter med spontan vejrtrækning, der ikke er i respiratorbehandling.
Denne specialeopgave introducerer en metode til parametrisering og estimering af perifert drive for patienter med spontan vejrtrækning. Den inkluderede patientgruppe består af patienter diagnosticeret med KOL. Denne patientgruppe er blandt andet karakteriseret ved nedsat centrale drive. Nedsat centralt drive kan være farligt, hvis patienten er under oxygenbehandling, da øget arterielt ilttryk kan medføre hypo-ventilation og hypoxæmi grundet.
Fire simple parameterestimeringsmetoder er blevet testet for at es- timere det perifere drive i seks KOL-patienter med spontan vejrtrækning. Metoderne estimerer forskellige perifere drive-parametre, som kan beskrive hvordan ændringer i inspiratoriske iltfraktioner kan påvirke ventilationen. Metoderne er baseret på en grid-search algoritme. De tre metoder er vurderet ud fra visuel inspektion af resultater samt udregning af mean squared error imellem de målte og es- timerede værdier for alveolær ventilation.
Parametrisering af det perifere drive kan være brugbart til at beskrive og forudsige respiratorisk respons til ændringer i oxygen behandling.