Baggrund: Ryg- og nakke-smerter er hyppigt forekommende. Et dansk studie fra 2015 viste at 36 % af alle voksne danskere >16 år er besværet af rygsmerter. Mennesker med rygsmerter har 2,6 ekstra sygedage om året i forhold til resten af befolkningen, hvilket giver en udgift på 2,6 mio. danske kroner. Desuden bliver der hvert år udbetalt 4,7 mio. danske kroner til førtidspensioner giver til patienter med rygsmerter eller rygsygdomme. Formålet med dette studie var at undersøge, hvorvidt det at have en verserende sag angående økonomisk kompensation påvirker arbejdsevnen efter 1 år bland patienter henvist med ryg- og nakke-relaterede smerter. Metode: Data blev indsamlet gennem et spørgeskema samt DREAM databasen. Databasen indeholder information om danskeres forsørgelsesgrundlag. Patienter med alder > 63 år, permanent nedsat arbejdsevne og patienter modtagende efterløn på dato for udfyldelse af spørgeskema blev ekskluderet. Desuden blev patienter, der ikke havde angivet, hvorvidt de havde en verserende sag eller ej ekskluderet. Fra spørgeskemaet blev der indsamlet information angående, hvorvidt patienten havde en verserende sag (omfattende arbejdsskadesag, forsikringssag eller erstatningssag), gennemsnitlig VAS gennem de seneste 14 dage, rygevaner og alkoholforbrug. Primære forsørgelsesgrundlag 9-12 måneder efter udfyldelse af spørgeskemaet blev hentet ud fra DREAM databasen og en variabel blev dannet ud fra dette. Patienter blev kategoriseret som havende lav arbejdsevne, hvis de modtog førtidspension, flex job eller sygedagpenge. Høj arbejdsevne omfattede således patienter, der efter 1 år var selvforsørgende, på dagpenge eller modtog kontanthjælp. Deskriptiv statistik beskrivende gruppen af patienter med og gruppen af patienter uden en verserende sag blev udført med det formål at identificere potentielle underliggende årsager til en eventuel sammenhæng mellem det at have en verserende sag og arbejdsevne efter 1 år. Dernæst gennemgik relevante variabler en logistisk regression for at identificere potentielle uafhængige risikofaktorer for lav arbejdsevne efter 1 år. Til sidst blev modeller justerende for relevante variabler opstillet. Resultater: 754 patienter blev inkluderet og 389 af disse var kvinder. 42 % var < 40 år gammel. 116 patienter (15 %) havde en verserende sag, da de udfyldte spørgeskemaet. De, der havde en verserende sag havde oftere en gennemsnitlig VAS i løbet af de sidste 14 dage på 7-10, og de mente oftere, at arbejde vil eller ville forværre deres smerter. Desuden mente flere af patienterne med en verserende sag, at de aldrig ville kunne vende tilbage til deres nuværende arbejde sammenlignet med patienter, der ikke havde en verserende sag. Uafhængige risikofaktorer for lav arbejdsevne efter 1 år var at have VAS 7-10, det at mene at arbejde forværrer/vil forværre smerten og mene, at man aldrig vil kunne komme tilbage til nuværende arbejde. Desuden var det også en uafhængig risikofaktor for lav arbejdsevne efter 1 år, hvis man 1 år inden udfyldelse af spørgeskemaet modtog sygedagpenge. Et år efter udfyldelse af spørgeskemaet havde patienter med en verserende sag en OR på 1.7 for at have lav arbejdsevne (OR juseteret for køn, alder og VAS 7-10). Konklusion: Patienter med en verserende sag havde en odds ratio på 1.6 (CI 1.0-2.5) for at have lab arbejdsevne ved 1 års opfølgning. Det indikerer, at det at have en verserende sag, bør anses som en selvstændig risikofaktor for at have lav arbejdsevne blandt patienter med ryg- eller nakke-relaterede smerter.