Engelsk anses i dag som ’lingua franca’, hvilket betyder, at engelsk er det primære sprog til kommunikation mellem mennesker på verdensplan. På gymnasieuddannelserne anses engelsk endvidere som det vigtigste sproglige fag efter dansk. Det ses eksempelvis på HHX, hvor engelsk på A-niveau er obligatorisk på samtlige studieretninger, og på STX-uddannelserne, hvor engelsk på A- niveau er at finde på en tredjedel af studieretningerne. På baggrund af ovenstående kan det derfor argumenteres, at kvaliteten af engelskundervisningen bør prioriteres på gymnasierne.

På det seneste er der opstået en debat om den måde, hvorpå oversættelsesdisciplinen praktiseres i gymnasieskolen, og deraf en debat om oversættelsens relevans i fremmedsprogsundervisningen. Anne Schjoldager argumenterer for, at det længe har været kutyme at anvende oversættelsesredskabet i fremmedsprogsundervisning både i gymnasiet, universiteter og andre læreanstalter (Schjoldager 2002:65). Derfor mener Schjoldager, at det må det formodes, at de fagansvarlige ser oversættelsesredskabet som et nyttigt redskab i fremmedsprogsundervisningen. Ifølge Schjoldager stemmer det dog ikke overens med hvad flere sprogforskere mener, eftersom de fleste argumenterer for, at det nye sprog bør indstuderes uden brug af modersmålet (L1). Der for ser mange sprogforskere anser oversættelsesøvelser som unødvendige og direkte skadelige (Schjoldager 2002:65). Ved indførslen af den kommunikative undervisningsmetode blev oversættelsesøvelser netop anset som skadelige for indlæringen af det nye sprog. På trods af det er oversættelse dog stadig en obligatorisk del af alle sproglige eksaminer på de danske gymnasier.

Schjoldager argumenterer endvidere for, at begrebet grammatik-oversættelse opstod under grammatik-oversættelsesmetoden, som hovedsageligt fokuserer på rutineprægede færdigheder, hvilke praktiseres ved læsning, oversættelse og en grundig gennemgang af grammatiske strukturer. Formålet med metoden er derfor at kunne mestre de grammatiske retningslinjer. Netop derfor mener Schjoldager, at en oversættelse udelukkende blev set som korrekt, hvis måltekstens stemte overens med kildeteksten (Schjoldager 2002:68). Den metode er naturligvis ikke længere aktuel på de danske uddannelsesinstitutioner. Schjoldager mener dog ikke, at det kan afvises, at den form-orienterede oversættelsesøvelse, med andre ord grammatik-oversættelsen, stadig figurerer på gymnasierne, eksempelvis ved de skriftlige eksaminer, hvor eleverne skal udarbejde en oversættelsesopgave i delprøve 1. Schjoldager inddrager efterfølgende en tidligere studerendes udtalelse om oversættelse i gymnasiet:

”Det er fem år siden jeg blev sproglig student med engelsk på højt niveau, og min erindring af oversættelse som en mindre spændende del af engelskundervisningen mistænker jeg netop har noget at gøre med at oversættelse i gymnasiesammenhæng ofte bruges som en grammatikøvelse” (Schjoldager 2002:68).

På baggrunden af ovenstående kan det argumenteres, at der er brug for nytænkning af oversættelsesredskabet i gymnasiet, eftersom oversættelse i dag umiddelbart minder om en form for grammatikøvelse. Schjoldager inddrager i den sammenhæng Nina Bjørnsson, som tidligere har udarbejdet en rapport over et forsøg med skriftlig engelsk, hvor hun ligeledes forholder sig kritisk til de traditionelle oversættelsesøvelser, og sammenligner dem derefter med en form for grammatik- oversættelse. Ifølge Schjoldager afviser Nina Bjørnson dog ikke, at oversættelse kan fungere som en del af fremmedsprogsundervisningen. Bjørnson er i stedet fortaler for, at oversættelse anvendes på en ny måde, som bærer bræg af en mere autentisk udgangstekst, og hvor oversættelserne endvidere er kendetegnet ved at have et plausibelt formål. Netop det forslag stemmer fint overens med, at flere fremmedsprogspædagoger revurderer oversættelsesredskabet i undervisningen, eksempelvis Guy Cook, Cay Dollerup, m.fl. Den oversættelsestype, som Bjørnson foreslår, stemmer fint overens med nyere oversættelsesteori, nemlig skopos-teorien, som bedst kan beskrives som en funktionel tilgang til oversættelse.

Schjoldager argumenterer ligeledes for, at gymnasiernes traditionelle tilgang til oversættelse minder meget om tidligere tiders grammatiske oversættelse, hvorfor Schjoldager argumenterer for, at der i stedet bør gøres brug af en funktionel tilgang til oversættelse på gymnasiet, som hun mener ville være mere interessant og samtidig mere nyttig for eleverne. I forhold til den funktionelle tilgang beskriver Schjoldager skopos-teorien som kernen i tilgangen til oversættelse i undervisningen. Direkte oversat betyder teorien ’formål’, hvilket netop er skopos-teoriens fokus i en nøddeskal. Schjoldager udtaler følgende om skopos-teorien: ”oversættelse er (ligesom al anden kommunikation) styret af formålet. De valg, som oversætteren skal træffe, styres således først og fremmest af, hvad oversættelsen skal bruges til, dvs. hvorfor der skal oversættes” (Schjoldager 2002:69). Skopos-teorien lægger vægt på, at underviserne ved samtlige oversættelser gør det muligt for eleverne at vurdere følgende: 1) Formål, eftersom enhver oversættelse skal have et formål, som skal ekspliciteres og diskuteres. 2) Oversættelsessituation, da oversættelsessituationen skal analyseres. 3) Udgangspunkt, eftersom udgangsteksten skal forstås til bunds, hvorfor der eksempelvis kan inddrages en tekstanalyse for at belyse tekstens formål. 4) Oversættelsesstrategier, da oversætteren skal tage nogle beslutninger om oversættelsesprocessen. Derudover er det vigtigt for eleverne at forholde sig til, om formålet kan overføres og ligeledes om de sproglige kan overføres direkte (Schjoldager 2002:69).

På baggrund af ovenstående kan det argumenters, at en funktionel tilgang til oversættelse medfører, at oversættelsesøvelsen har et troværdigt formål, hvorfor oversættelsen skal tage udgangspunkt i en tekst, der rent faktisk kan tænkes oversat. Endvidere forestiller Schjoldager sig, at den tilgang er nyttig for eleverne, da ”arbejdet med konkrete sproglige problemer i en veldefineret kommunikativ ramme er nemmere at forholde sig til og lære af” (Schjoldager 2002:70). Schjoldager afviser endvidere ikke, at de såkaldte formorienterede oversættelsesøvelser i forbindelse med grammatikøvelser sagtens kan være berettiget, selvom det ikke er oversættelse i funktionel forstand. Dog slår hun fast, at det ikke er nok blot at gennemgå de grammatiske regler, da det ligeledes er nødvendigt at give indblik i oversættelsesteoretiske overvejelser (Schjoldager 2002:70).

De ovenstående afsnit fører dermed til følgende problemformulering:

• Hvordan anvendes oversættelsesdisciplinen i fremmedsprogsundervisningen?
• På hvilken måde kan der inddrages en mere funktionel tilgang til oversættelse i
fremmedsprogsundervisningen?