Formål: I de senere år stromale celler fra fedtvæv (ASCer) blevet undersøgt som celleter-
api på grund af deres immunmodulatoriske egenskaber, og fordi de kan regulere funktio-
nen af immunceller, såsom makrofager. Makrofager er plastiske celler med både pro- og
anti-inflammatoriske funktioner. Disse egenskaber gør ASCerne i stand til at mindske in-
flammation og forebygge fibrose. Fibrose kan opstå som følge af vedvarende inflammation
og medfører nedsat funktionalitet af vævet. ASCer kan interagere med de omkringliggende
celler gennem både parakrine udskillelser af for eksempel proteiner og ved celle-celle kon-
takt. Den præcise virkningsmekanisme bag interaktionen mellem ASCer og makrofager er
dog stadig ukendt. Derfor var formålet med dette studie at undersøge effekten af ASCer
på makrofagernes fibrotiske effekt.
Metoder: For at udvikle en makrofag-ASC-kokultur model blev den optimale koncen-
tration af lipopolysakkarid og interferon-γ bestemt ved at måle koncentrationen af tumor
necrosis factor-α, som blev udskilt af makrofagerne. Derefter blev makrofager isoleret fra
ASCerne ved hjælp af Dynabeads med CD90 antistof og herefter sået ud i en extracellulær
matrix, som var dannet af transforming growth factor-β-stimulerede fibroblaster. Efter
seks dage blev niveauerne af collagen I og III bestemt som et mål for udskillelsen af ek-
stracellulær matrix. Optimering af fibroblasternes optimale densitet fik dem til at danne
en tæt ekstracellulær matrix, hvilket blev bestemt ved farvning med Sirius Rød (0,1%) i
pikrinsyre.
Resultater og konklusion: Der blev etableret en makrofag-ASC-kokultur model, hvor
makrofagerne blev aktiveret med 100 ng/mL lipopolysakkarid og 20 ng/mL interferon-γ.
Efter seks dage i kokultur med fibroblaster havde de ASC-behandlede makrofager forårsaget
signifikant nedsatte niveauer af kollagen I og kollagen III, hvilket tyder på, at makrofagerne
er i stand til at påvirke udskillelsen af ekstracellulær matrix. Den optimale koncentration af
makrofager var 6250 M1/cm2, idet denne koncentration resulterede i den største signifikante
og numeriske forskel mellem de ASC-behandlede makrofager og en kontrol med aktiverede
makrofager