Projektet tog udgangspunkt i egne og andres observationer af klinikernes uautoriserede anvendelse af et elektronisk patientmedicinmodul (EPM). Formålet var at undersøge, i hvilket omfang klinikerne tilpasser sig til EPM, og i hvilket omfang de tilpasser deres anvendelse af EPM til de daglige arbejdsgange. Endvidere var det hensigten at søge forklaringer på disse afvigelser fra de formelle regler for brug af EPM. Som genstandsfelt valgte vi en gynækologisk-obstetrisk afdeling, der har anvendt EPM i lidt over et år. Som undersøgelsesdesign benyttede vi metodetriangulering i form af deltagerobservation, interviews samt en analyse af afdelingens opgørelser over indberettede utilsigtede hændelser i relation til EPM. Data blev analyseret inden for en teoretisk ramme, der omfattede teori om aktør-netværksteori og Social Construction Of Technology, samt sociologisk forskning i relationerne mellem læger og sygeplejersker. Som teoretisk analyseramme valgte vi at teste en socioteknisk analysemodel, udviklet til studier af anvendelsen af sundhedsinformatiske systemer i praksis Vi identificerede næsten alle de former for workarounds og konsekvenser af EPM, der er beskrevet i litteraturen, og dertil nogle der er mindre velbeskrevet. De fysiske omgivelser og indretning af medicinrummet er en væsentlig faktor, og der skal være hensigtsmæssigt og rigeligt hardware samt et velfungerende trådløst netværk. Endelig fandt vi, at EPM ikke understøtter patientforløb på tværs af afdelingsskel, samt at lægers og sygeplejerskers arbejdsdeling er flydende med varierende opgavefordeling. Klinikerne bruger EPM i det omfang, det kan lade sig gøre. I de situationer hvor det ikke er muligt, bruger de EPM som de brugte det tidligere medicinskema og dokumenterer på papir. Det giver sig udslag i de samme typer af ’workarounds’, uautoriserede metoder i anvendelsen af EPM, der er observeret internationalt. En forklaring på dette kan findes i de paradigmer, der er bygget ind i EPM. Systemet afspejler lovgivningen om medicinering og opfattelsen af medicinering som en lineær arbejdsproces. Dertil kommer, at rettighedsstrukturerne i EPM fastfryser faggrænserne og splitter patientforløbet op i afdelingsenheder, der giver manglende sammenhæng på tværs. Nogle af de påviste uhensigtsmæssigheder kan løses ved hjælp af ombygninger, anskaffelse af hensigtsmæssigt og tilstrækkeligt hardware, samt en lempeligere tolkning af lovgivning og vejledninger. Men på sigt skal der etableres en ny form for systemudvikling, der har som mål at udvikle sociotekniske systemer i samarbejde med brugerne.