Baggrund: Prævalensen af diabetes type 2 (DM2) er stigende samt estimeres at stige hvilket forekommer problematisk samfundsøkonomisk men også for det enkelte menneske med DM2’s livskvalitet. I henhold til den kommunale forebyggelse af DM2, indbefatter denne diabetes type 2 rehabiliteringstilbud (DM2-rehabiliteringstilbud) hvor der tilstræbes ændring af sundhedsadfærd hos borgeren, hvorved relevansen af borgerens oplevelse tydeliggøres. Tilbud rettet mod DM2 bistår med varierende grader af opnået ændret sundhedsadfærd, hvortil det forekommer problematisk såfremt borgeren ikke er motiveret til fastholde og eventuelt forbedre den opnåede ændrede sundhedsadfærd af tilbuddet.

Formål: At undersøge hvorledes borgeren med DM2 oplever egen opnået ændret sundhedsadfærd i forbindelse med deltagelsen i et DM2-rehabiliteringstilbud samt opfølgningerne heraf. Samt hvorledes der kan konstrueres et forandringstiltag til opfølgningerne, således borgeren motiveres til fastholdelse og eventuelt forbedring af sundhedsadfærd.

Metode: Der blev taget afsæt i et kvalitativt teorifortolkende casestudie baseret på empiri indsamlet gennem en deltagende observation af en 12-måneders opfølgning, samt tre semistrukturerede individuelle interviews af deltagende borgere på DM2-rehabiliteringstilbuddet. Af teoretisk perspektiv blev der taget afsæt i en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang. Analysen består af en meningsanalyse med teoretisk meningsfortolkning af empirien ved anvendelse af teorierne Self-determination theory (SDT) og Sense of Coherence (SOC), som på dansk betegnes oplevelse af sammenhæng(OAS) i bestræbelsen på at opnå forståelse af empirien.

Resultater: Fire kategorier formede sig med relevans for borgerens oplevelse af opnået ændret sundhedsadfærd gennem tilbuddet og opfølgningerne samt, hvad der motiverer til fastholdelse og eventuelt forbedring heraf. Den første indebar “Oplevet ændret sundhedsadfærd gennem tilbuddet og opfølgningerne”. Den anden indebar “Fællesskabet deltagerne imellem”. Den tredje “Tydeliggørelse af risiko for sendiabetiske komplikationer” og den fjerde indebar “Opstilling og visualisering af mål for sundhed”.

Konklusion: Borgerne oplevede varierende grader af OAS og opnået ændret sundhedsadfærd, i forbindelse med DM2-rehabiliteringstilbuddet. Dog oplevede ingen af borgerne at opfølgningerne bidrog til OAS og ændring af sundhedsadfærd. Et forandringstiltag til opfølgningerne kan bistå med borgerens OAS og motivation til fastholdelse og eventuelt forbedring sundhedsadfærd, gennem følgende dele: “Konstruktion af en Facebookgruppe”, “Etablering af træningsmakker” samt “Opstilling og visualisering af mål for sundhed”.