Depression er en alvorlig og dehabiliterende psykiatrisk lidelse for de involverede, og beklageligvis er livstidsrisikoen op imod de 20 %. Idet depression er en heterogen sygdom, der manifesterer sig på både psykologiske, adfærdsmæssige og fysiologiske niveauer, komplificerer dette behandlingen. Derudover er det ulykkeligvis kun omkring en tredjedel af patienterne der responderer på konventionel medicinsk behandling, hvormed nye behandlingstrategier for behandlingen af depression er ønskværdigt. Motion er en lovende non-farmakologisk strategi, der eventuelt kunne benyttes som et supplement i behandlingen af depression. Formålet med dette studie var at evaluere det antidepressive potentiale af motion i to forskellige rotte-modeller for depression, en genetisk udviklet depressiv rottestamme, Flinder Sensitive Line (FSL) samt deres kontrol, Flinders Resistant Line (FRL) rotter, samt en immunologisk depressionsmodel hvor Sprague-Dawley rotter blev kronisk behandlet med den pro-inflammatoriske agent lipopolysakkaride (LPS) i 8 uger. Behandlingsforløbene bestod enten af fri adgang til et løbehjul eller behandling med et konventionelt antidepressiva, imipramine (15 mg/kg/dag). Depressions- og angst-ligende adfærd blev efterfølgende evalueret i Forced Swim Test og Elevated Plus Maze. Derudover blev der målt på metabolske markører, ekspressionsniveauer af depressions-relaterede proteiner i hjernen og samt niveauet af brain-derived neurotrophic factor (BDNF) i serum. De sidstnævnte parametre blev kun målt hos FSL-rotterne. Overraskende var vores hovedfund i FSL/FRL-modellen, at ved at have rotterne gående enkeltvis i burene, som var krævet for at opnå det nøjagtige aktivitetsniveau i løbehjulene, ændrede rotte-stammernes karakteriske fænotype sig, dvs at forskellen i depressionsadfærd under FST forsvandt mellem kontrolgrupperne. Derudover influerede den individuelle opbevaring af rotterne også metabolske parametrer. Vi observerede ingen antidepressiv effekt af motion hos FSL rotterne, hvilket kunne skyldes det lave aktivitetsniveau i løbehjulene. Behandling med imipramine viste sig også at være ineffektiv i at mindske depressiv-ligende adfærd hos rotterne, hvorimod kombinationen af både motion og imipramine havde en signifikant antidepressiv effekt på FSL rotterne. Dette kunne tyde på, at motion kunne være et nyttigt supplement til den nuværende medicinske behandling af depression. Vores hovedfund fra den LPS-inducerede depressionsmodel var, at modsat en forventet depressiv adfærd, observederede vi i stedet en vedvarende sygdomsadfærd. LPS forøgede immobiliteten i FST, en effekt som kunne reverseret af både behandling med motion og imipramine, hvilket indikerer at disse behandlingsformer kan have modvirket the inflammatoriske respons fra LPS. Et interessant fund var, at sygdomsadfærden ikke påvirkede rotternes aktivitetsniveau i løbehjulene, hvilket kan forklare de gavnlige effekter fra motion i den LPS-inducerede model, modsat FSL/FRL modellen. Alt i alt, indikerer disse resultater, at motion i visse tilfælde kan benyttes som en alternativ behandlingsform eller som supplement i kombination med et tilgængeligt antidepressiva i behandlingen af depression. Dog vil det være nødvendigt med flere bekræftende studier for at støtte denne hypotese.