Specialets overordnede formål er at undersøge, hvordan mødesteder kan være et aktiv for de mindre bysamfund, som på grund af de sidste årtiers centralisering har oplevet nedgang i antallet af de mødesteder, der tidligere har været udgjort af hverdagslivets arenaer. Gennem specialet udvikles et teoretisk begrebsapparat som et anvendeligt redskab til at nytænke mødesteder og samtidig eksemplificeres det i casebyen Astrup. Astrup er en mindre nordjysk by beliggende mellem Hjørring og Sindal. Byen har ingen købmand og bussen kører kun i hverdagene, men til gengæld har de et stærkt og velfungerende foreningsliv.

Første del af specialet omhandler opbygning af specialets problemstilling, herunder et historisk rids, som beskæftiger sig med planlægningsdiskurser, og hvordan landsbyerne er gået fra at være bundet sammen af lokalt forankrede fællesskaber, til i dag primært at være bosætningssamfund. Dette åbner op for specialets grundlæggende samtidsaktuelle problemstilling: Hvordan kan lokalsamfundene gøres attraktive? Anden del udfolder en teoretisk diskussion af mødestedet bestående af eksisterende steds- og mobilitetsteori, herunder den relationelle stedsforståelse og mobilitetsvendingen, hvilket i sidste ende definerer tre mødestedstypologier; ‘Træfpunkt’, ‘Mellemrum’ og ‘Samlingssted’. I specialets tredje del indarbejdes mødestedstypologierne, som gennem kontekstanalyse og borgerinddragelse identificerer relevante mødesteder. Disse præsenteres som interventioner i Astrup, samt i form af en Mødestedsmanual, der kan anvendes til udarbejdelse af mødesteder i lignende lokalsamfund.

Specialets konklusion er, at mødesteder giver mulighed for fortsat at opretholde fællesskabet i de mindre byer, som både oplever nedgang i befolkningstal og faciliteter. Samtidig bør der gives mulighed for at borgerne selv kan hjælpe til at identificere og koncentrere punkter i byen, som sandsynliggør flere møder; særligt de uformelle og uintenderede møder.