Branding er et komplekst og mangesidet fænomen. Traditionelt har branding holdt et skarpt fokus på visuelle aspekter, men i årenes løb har den overordnede brandingsfære udvidedet sig til også at inkludere mange nye tilgange. Dette kandidatspeciale fokuserer på en af de relativt nye aspekter: lydbranding der – som navnet antyder – beskæftiger sig med en lydmæssig dimension. Det umiddelbare mål med dette kandidatspeciale er at finde meningsfulde forbindelser mellem lydbranding og mere traditionelle syn på branding – i dette specifikke tilfælde ’brandgenkendelighed’ og ’brandidentitet’.

Eftersom eksisterende teori om emnet lydbranding er ekstremt begrænset, er semiotisk teori med fokus på lyd blevet inddraget i en overordnet teorietisk diskussion, i hvilken en forbindelse blev fundet, og et nyt koncept blev etableret: DAF – en forkortelse af Den Artikulationsreducerede Form. En måde hvorpå denne særlige form kan anvendes i praksis, er ved at lade den stømline forskellige lydlogoer i en sådan grad, at de mister enhver lydmæssig artikulation, som måtte foranledige genkendelse. Konsekvensen heraf er, at der kun er tre basale, musikalske parametre tilstede: tone, rytme og tempo.

Ræsonnementet er, at hvis et givent lydlogo rent faktisk er genkendeligt i denne maksimalt reducerede artikulationsform, så vil det højst sandsynligt også være det i forskellige andre artikulationsformer, som er skræddersyet specifikt til fx bestemte markeder, kulturer, forbrugersegmenter, kampagner, etc. I teorien retfærdiggør dette også, at lydlogoer kan integreres som en del af en ’Brand Identity Planning Model’ på samme måde som et visuelle logoer kan.

Yderligere blev DAF-konceptet brugt som et udgangspunkt for et design til en empirisk undersøgelse med det formål at identificere, hvad der gør lydlogoer genkendelige med et primært fokus på to musikalske parametre: toner og rytmer. Derfor blev DAF-konceptet forfinet yderligere med henblik på at isolere tone- og rytmeparametrene fra hinanden, hvilket forårsagede to nye, relaterede koncepter: DAF-t (toner) og DAF-r (rhythm). Ultimativt indeholdt det endelige design fem velkendte lydlogoer, og hvert af dem blev produceret i forskellige versioner. Respondenterne ville simpelthen høre en ekstremt forsimplet version af et lydlogo i første omgang, og gradvist ville de forskellige versioner afsløre en smule mere ’information’ om det originale lydlogo. På denne måde kunne graden af genkendelse måles for henholdsvis toner og rytmer.

I alt deltog 137 gymnasieelever i den kvantitative undersøgelse, som var baseret på det ovenstående undersøgelsesdesign, og det overordnede resultat var, at toner bestemt skaber en højere grad af genkendelse and rytmer. Undersøgelsen afslørede dog også, hvorvidt respondenterne var i stand til at koble lydlogoerne til de korrekte brands, som de repræsenterer, og i dette tilfælde var brandkoblingspotentialet kun marginalt større hos tonerne end rytmerne.

Endelig blev de anvendte lydlogoer i dette kandidatspeciale analyseret om sammenlignet ud fra et antal udvalgte musikalske karakteristika såvel som resultaterne af den empiriske undersøgelse, og denne analyse blev grundstenen i definitionen af en anbefaling om, hvordan man kan optimere fremtidige lydlogoers potentielle genkendelighed.