Projektet tager udgangspunkt i ændringen af planlovens landzonebestemmelser i 2002, hvormed kommunerne blev landzonemyndighed i hele landet. Hertil blev det i den offentlige debat og folke-tingssalen anført, at kommunerne ville føre en mindre restriktiv landzoneadministration til skade for miljø, natur og landskab. Indtil videre har det dog ikke været muligt entydigt at afgøre, om kommunerne har været mere lempelige end amterne. Øget byggeri og ændret anvendelse er dog heller ikke i sig selv problema-tisk, men det er uheldigt, hvis kommunerne ikke varetager de hensyn, de skal ved afgørelser efter landzonebestemmelserne. Gennem en analyse af Naturklagenævnets kendelser kan det konstateres, at der er visse proble-mer i forhold til varetagelsen af de planlægningsmæssige, landskabelige og naturbeskyttelses-mæssige hensyn. Eksempelvis ved at der gives landzonetilladelser til byggeri, der bør placeres, hvor der gennem planlægningen er åbnet op for dette eller ved, at regionplanens retningslinier om-handlende landskab og natur tilsidesættes. Med strukturreformen sker der en fundamental ændring af det danske plan- og reguleringssystem, idet det regionale led kraftigt decimeres. Kommunen får i denne forbindelse et langt større spille-rum i forhold til landzoneadministrationen, da de overtager planlægningskompetencen i det åbne land og dermed selv skal udarbejde grundlaget for landzoneadministration. Staten får øgede sty-ringsmuligheder over for kommunerne, men staten forventes ikke at have incitament til at gribe ind i kommunernes konkrete kommuneplanlægning og administration af landzonebestemmelserne. Først hvis der med tiden kan spores nogle generelle problemstillinger, forventes staten at gribe in-de gennem de generelle styringsmuligheder.