Denne afhandlings sigte er at undersøge, hvordan kunst og erhvervsliv kan bibringe hinanden værdi, til trods for de to felters forskellige logikker, og dermed hvilke udfordringer der opstår, når kunst og erhvervsliv bringes sammen.
Afhandlingen har en konstruktiv tilgang og er baseret på hypotesen om, at der kan finde en værdiskabelse sted.
De senere års fokus på oplevelsesøkonomi har medført en interesse for kunstfeltet som en ressource, erhvervslivet kan trække på for at skabe økonomisk profit. Fra politisk hold italesættes kunstfeltet som samfundets vækstgenerator. Den økonomiske og instrumentelle tilgang til kunstneren influerer dennes rolle og betydning i samfundet. Afhandlingens resultater viser, at der er en splittelse i opfattelsen af kunstnerens rolle, der enten trækker på den modernistiske eller den postmodernistiske forståelse. Oplevelsesøkonomiens kommercialisering af kunstnerne risikerer på den ene side at udfase kunstnerens rolle som dannende og udfordrende i forhold til samfundet. På den anden side formindskes kunstnernes mulighed for at yde indflydelse uden at interagere med samfundet. Kunstfeltet står dermed i et dilemma, som er stærkt influeret af de politiske italesættelser. Til at belyse hvordan kunstnerne placerer sig i forhold til de politiske italesættelser af kunstbegrebet, og hvilke rationaler, der har indflydelse på kunstfeltet, er den franske sociolog, Pierre Bourdieus teori om felt, habitus og kapitalformer anvendt. Kunstnernes position og rolle udgør den ene del af analysen og en af hovedpointerne er her, at kunsten har mistet sin ophøjede status i det postmoderne samfund og kunstnerne er nødsaget til selv at gøre opmærksom på sin egen værdi, hvis den ikke skal absorberes af ren økonomisk nyttetænkning. Virksomhederne udgør en mulig platform, hvor kunstnerne potentielt set kan nå ud til mange, og derfor kan et samarbejde være værdiskabende uanset hvor i hierarkiet kunstnerens egen opfattelse ligger.
Afhandlingen har en socialkonstruktivistisk tilgang, idet genstandsfeltet er et dynamisk og ikke stabilt område, influeret af forskelligartede logikker og synspunkter og under stadig påvirkning. Alle anvendte hovedteorier kan lægge sig op ad den socialkonstruktivistiske tilgang.
Den anden del af analysen udgøres af det økonomiske felt. Virksomhederne står i en situation, hvor en stigende konkurrence nødvendiggør, at de plejer deres corporate image og tilbyder en merværdi for at differentiere sig fra konkurrenterne. Koblingen mellem de to felter har potentialer til at skabe værdi, men er langt fra ukompliceret. Mange virksomheder er skeptiske over for at skulle inddrage kunstnere i deres forretningsudvikling, fordi de to forskellige felters logikker typisk er modstridende og det kan være svært for erhvervslivet at se den økonomiske værdiskabelse. Afhandlingen undersøger derfor tre store danske virksomheder, som har tradition for at prioritere kunst og som har gode erfaringer med, hvorledes kunsten kan bibringe værdi til virksomheden og dens corporate image, uden at kunstnerens kernekompetencer tages fra kunstnerne. Her undersøges bevæggrundene for virksomhedernes prioritering af kunst, og hvordan forståelsen for og accepten af kunstens kapital er. Her er Bourdieus teori ligeledes anvendt. For at skabe en teoretisk ramme, der kan understøtte og udvide forståelsen af, hvorledes kunsten kan ses som en økonomisk værdiskabelse, anvendes teori om CSR, Corporate Social Responsibility. Med anvendelsen af CSR-teori viser afhandlingen, at CSR-tankegangen kan bygge bro mellem virksomheden og kunsten som en anderledes måde at tænke oplevelsesøkonomi på. CSR lægger sig tværs hen over virksomhedens felt og vedrører interne såvel som eksterne processer. I samspil med Mary Joe Hatch og Majken Schultz’s model The Dynamics of Organizational Identity viser afhandlingen de mange dimensioner og processer, som kunsten kan indvirke på. Kunsten kan dermed være værdiskabende indadtil såvel som udadtil i virksomheden, men afhandlingen viser også, at kun hvis kunsten anerkendes, dyrkes og implementeres i virksomheden på kunstens egne præmisser, har den potentiale til at være en brik i positioneringsspillet og blive en afgørende differentierende faktor inden for rammerne af oplevelsesøkonomien.