Kulturarvsbeskyttelse - på bekostning af ejendomsretten

Studenteropgave: Speciale (inkl. HD afgangsprojekt)

  • Jesper Quist L. Christensen
  • Jes Juhl Jørgensen
4. semester, Landinspektør (cand.geom.), Kandidat (Kandidatuddannelse)
Projektet fokuserer på ejendomsretten og kulturarven. Disse er interessante, da ejendomsretten sætter rammerne for, hvordan de samfundsmæssige interesser varetages i lovgivningen – eksempelvis de samfundsmæssige interesser i kulturarven. Hensigten med projektet er således at belyse, i hvilket omfang respekten for ejendomsretten varetages gennem den lovgivning, som sikrer kulturarven. Kulturarven defineres i projektet, som de dele af arven der relaterer sig til fast ejendom, og som dermed påvirker ejendomsretten. Kulturarven omfatter skjulte fortidsminder, synlige fortidsminder samt bygningsfredning og -bevaring. Skjulte fortidsminder er kulturlevn, som kommer til syne i forbindelse med forskellige jordarbejder, mens synlige fortidsminder eksempelvis er gravhøje, stendysser m.v. Retstilstanden klarlægges inden for de enkelte dele af kulturarven med henblik på at konstatere, hvordan grundejeren er stillet i forhold til det pågældende lovområde. Herefter vurderes det, i hvilken grad respekten for ejendomsretten varetages gennem denne del af kulturarvsbeskyttelsen. Projektet er dermed bygget op omkring en juridisk analyse af de love, som varetager kulturarven samt en vurdering af, hvorledes kulturarvsbeskyttelsen forholder sig til den private ejendomsret. Denne vurdering foretages ud fra skønsteorien, som bygger på en afvejning af forskellige vurderingskriterier, der har betydning for om et lovindgreb anses for erstatningsfri regulering eller ekspropriation. Analyserne af lovområderne vedrørende skjulte fortidsminder, synlige fortidsminder samt bygningsfredning og -bevaring danner herefter grundlaget for en overordnet vurdering af, om respekten for ejendomsretten tilsidesættes i beskyttelsen af kulturarven.
SprogDansk
Udgivelsesdato2004
Antal sider160
Udgivende institutionAalborg Universitet
ID: 6143635