Anders Thomas Jensen skrev og instruerede i 2015 sin fjerde danske komedie, Mænd og høns, der fik en rekordstor åbningsweekend. Den fik imidlertid en blandet medfart af anmeldere og biografgængere på grund af filmens groteske udtryk og blandede genresignaler. Specialet ”Kroppen og det groteske - En karnevalistisk og posthumanistisk læsning af Mænd og høns” undersøger filmen ud fra teorier om det posthumane og karnevalistiske, der sammen med humoren i det groteske kan skabe en mere dybdegående analyse af denne sorte komediefilm.
Analysen tager afsæt i Mikhail Bakhtins teori om middelalderens folkelige latterkultur, hvorunder karnevallet og den groteske realisme er bærende elementer i den livsanskuelse og det æstetiske udtryk, som latterkulturen bærer med sig. Derudover inddrages den nyere filosofiske og kulturelle strømning posthumanisme med udgangspunkt i teoretikerne Marie Öhman, Cary Wolfe og N. Kathrine Hayles. Det posthumanistiske ses i forhold til den materielle vending med udgangspunkt i teoretikeren Karan Barad og litteraturforskerne Tobias Skiveren og Martin Gregersen. På grund af filmens relativt økologiske perspektiv giver det mening at se posthumanismen i forhold til materialiteten og det økokritiske, hvorunder kroppen og dyrene forenes. Selvom karnevalismen og det posthumanistiske ikke findes på samme plan i filmen, kommer de i sammenhæng med Mænd og høns til at spille godt sammen i kraft af den groteske realisme og det materielt-kropslige perspektiv.
Analysen tager udgangspunkt i en tematisk læsning af filmen ud fra de ovennævnte teorier samt en filmteknisk analyse lavet på baggrund af en neoformalistisk filmanalyse med udgangspunkt i David Bordwell Narration i Fiction film (1985). Den er delt i fire overordnede afsnit: Karaktererne, dyrene, det groteske og det mytologiske, hvorunder det karnevalistiske og posthumanistiske inddrages undervejs. Herefter diskuteres, hvorvidt Anders Thomas Jensen formår at skabe sympati for sine karakterer, og hvilken betydning det har for filmens succes. I tillæg hertil afsluttes specialet med bemærkninger om, hvorvidt Jensen formår at skabe et anderledes udtryk i dansk film, der både arbejder med forskellige stilistiske udtryk og genreblandinger samt stiller spørgsmålstegn ved mainstreamfilmen på et metaniveau.