Introduktion: Livsstilssygdomme vurderes til at være en af de primære årsager til øget sygelighed og dødelighed blandt personer med en psykiatrisk sygdom sammenlignet med baggrundsbefolkningen. Siden 2011 har der derfor været iværksat patientrettet forebyggelse mod KRAM-risikofaktorer, men patientoplevelser tyder på, at fokus på livsstil ikke er en realitet i alle behandlingsforløb. Der synes således at være en diskrepans mellem intentionerne om forebyggelse på et ledende niveau og udførelse i klinisk praksis.
Formål: Formålet er at undersøge de sammenhænge, der har betydning for, at den forebyggende indsats ændrer form i klinisk praksis - både når den udføres og når den ikke udføres. Samtidig undersøges det, hvordan den forebyggende indsats kan forandres med henblik på at skabe sammenhæng i aktørernes forståelse.
Metode: Genstandsfeltet er undersøgt i et komparativt casestudie med to cases, hvor den forebyggende indsats, ud fra et kvantitativt perspektiv, er mere og mindre implementeret. Cases udgøres af afsnit S1 og S7 i psykiatrien i Klinik Syd i Region Nordjylland. Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse og Richard Freemans translationsperspektiv har dannet en ramme for generering og analyse af data. Kvantitative og kvalitative metoder trianguleres. Opfyldelsen af kvalitetsmålene for to dele af den forebyggende indsats, en screeningsdel og en interventionsdel, undersøges kvantitativt. Der indgår en journalaudit med 119 journaler med patienter udskrevet i perioden 2. marts 2015 - 19. oktober 2015. Den kvalitative empiri udgøres af dokumenter udarbejdet af et ledende niveau samt fokusgruppeinterviews af personalemedlemmer. Derudover er der udført to feltobservationer på afsnittene i forbindelse med KRAM-undervisning. Den kritiske diskursanalyse har i samspil med Pierre Bourdieus begreber om kapital, habitus og doxa tydeliggjort diskursive praksisser samt ikke-diskursive praksisser og disses dialektiske forhold til den bredere sociale praksis.
Resultater: Screening var dokumenteret i hhv. 75% og 77% af udskrivelserne på S1 og S7. Hhv. 50% og 71% af udskrivelser på afsnit S1 og S7 opfylder krav for dokumenteret intervention (fravalgt inkluderet), men på S7 var den reelle udførsel 6%. Diskursanalysen viste, at aktørerne trak på en velfærdsdiskurs, en systemisk diskurs, en individualiseringsdiskurs og en prioriteringsdiskurs i deres italesættelse af den forebyggende indsats. Aktørernes kreative sprogbrug og interdiskursivitet bidrog til at forme den forebyggende indsats på begge aktørniveauer. Analysen tydeliggjorde følgende forslag til forandring af indsatsen: Den strukturerede intervention skal ikke være en del af indlæggelsen; Der skal i stedet rettes fokus på individet gennem hverdagsinterventioner; Indsatsen for aktiv overlevering forbedres; Viden om kommunikation inddrages i produktion af dokumenter.
Konklusion: Den forebyggende indsats blev translateret gennem personalets diskursive praksisser, hvilket tydeliggør, at en forebyggelsesindsats ikke kan implementeres som et struktureret tiltag i dens oprindelige form, men vil påvirke og påvirkes af det sociale felt, den indgår i.