Resume
Dette speciale er udarbejdet på masteruddannelsen master i læreprocesser på Ålborg Universitet i løbet af efteråret 2010. Specialet er udarbejdet af undervisende sygeplejerske på social – og sundhedsassistentuddannelsen på en Social – og sundhedsskole og af uddannelsesansvarlig jordemoder i jordemoderstuderendes kliniske praksis.
Specialets emne er ´uddannelse til tværfagligt samarbejde i det danske sundhedsvæsen´. Baggrunden for emnet er den politisk opmærksomhed både nationalt, regionalt og lokalt på at styrke tværfagligt samarbejde og sundhedsvæsenets forandringer med ændringer i organisering af arbejdet frem mod øget tværfaglighed. Den uddannelsesmæssige planlægning af de forskellige relevante uddannelser, som indgår i disse tværfaglige sammenhænge, danner baggrund for at spørge til hvilken form for tværfaglighed, der uddannes til.
De professionsuddannede jordemødre og erhvervsuddannede social – og sundhedsassistenter arbejder sammen i praksis, og vi stiller spørgsmål til hvordan den teoretiske del i de to uddannnelser kvalificerer til det tværfagligt samarbejde. I professionsuddannelsen er der nyligt indlagt bet tværfagligt projekt, hvor fem professioner deltager. Tesen er at projektarbejde kan være fremmende på udvikling af kompetencer til at indgå i tværfagligt samarbejde. I social – og sundhedsuddannelsen betyder tværfaglige projekter at samtlige områdefag indgår i projektet. Denne forskellighed fører i specialet til undersøgelse af følgende problemformulering: Hvordan kan problemorienteret projektarbejde i den teoretiske del af henholdsvis erhvervsuddannelsen til social – og sundhedsassistent og professionsuddannelsen til jordemoder få betydning for udvikling af kompetencer til at arbejde sammen i et praksisfællesskab på tværs af profession og fag ?
Den videnskabelige tilgang er deduktiv og undersøges kvalitativt ved interview af 3 social – og sundhedsassistent elever og 3 jordemoderstuderende. Fælles for alle de interviewede er, at de kort tid før interviewet har deltaget i gruppebaseret tværfagligt projektarbejde. Forskningsspørgsmålene baseres på en fremstilling af det ideelle tværfaglige samarbejde og de kompetencer, der er nødvendige hertil, begge dele udledt gennem litteraturstudier. Den empiriske undersøgelse afdækker, hvorvidt disse kompetencer udvikles i de to undersøgte uddannelser.
Datamaterialet analyseres ud fra et socialkonstruktivistisk læringssyn og kompetenceforståelse. Et praksiseksempel på tværfagligt samarbejde danner baggrund for diskussion af dels projektarbejdsmetodens anvendelighed og dels analyseresultatet.
Samlet set kan ud fra analyseresultater konkluderes, at det tværfaglige projekt har haft stor effekt i forhold til at udvikle tværfaglige samarbejdskompetencer i jordemoderudddannelsen og dermed forberedende til et samarbejde på tværs af fag og profession. At sætte faget ind i en sammenhæng med jordemoderfaglige vinkler på tværfaglige problemstillinger og at beskrive fagets handlinger er lært gennem at forklare og formidle til andre faggrupper. I den direkte kontakt til andre faggrupper er der mulighed for at være opsøgende og undersøgende ,og der læres at kunne kommunikere over faggrænser. Dermed kan læring fra projektet anvendes i samarbejde med social – og sundhedsassistenter.
Igennem at tænke ud over sædvane sker der i projektet holdningsændring til fagets placering ind i et tværfagligt samarbejde, dog i mindre grad ved manglende evne og mod til at frigøre sig fra billedet af en konventionel praksis.
Det kan konkluderes, at i begge de undersøgte uddannelser skaber gruppebasering, næsten uanset gruppesamarbejdets karakter, muligheder for vækst i de tværfaglige samarbejdskompetencer. Forudsætningen herfor er de personlige potentialer, der bringes med ind i uddannelsen. At få fagligt udbytte ser ud til at forudsætte en dynamisk gruppe uden konflikter, hvorimod personlig kompetence som selvindsigt kan igangsættes af konfliktfyldt samarbejde i projektgruppen, hvis det personlige potentiale er til stede. Det konfliktfyldte gruppearbejde, kan udvikle et forbehold overfor tværfagligt samarbejde. Fravær at procesvejledning kan betyder at faglig læring mindskes eller udebliver.
At der i social – og sundhedsassistentuddannelsen er mulighed for at være i velkendte grupper øger evnen til at undgå interpersonelle samarbejdsproblemer og mindsker muligheden for selvindsigt.
Det bliver en stor og nødvendig udfordring i social – og sundhedsassistentuddannelsen at tydeliggøre og definere sig selv i det tværfaglige samarbejde. Der har i projektet i denne uddannelse ikke været samme direkte kontakt til andre faggrupper, og det er ikke lært at forklare og tydeliggøre faget for en anden faggruppe. Faget er lært gennem en velfungerende gruppe og her er opnået dyb faglighed, som kan beskrives overfor egen monofaglige faggruppe. Fagets begrænsninger bliver ikke erkendt, hvilket skaber problemer i forhold til at skulle definere sig selv overfor andre.
Grænser for hvilke muligheder der er i projektet for at være opsøgende på viden om andre fag spiller en rolle for at lære om andre fag og deres begrænsninger. Derfor er det ukendt, hvad andre fag kan bidrage med.
Samlet kan det i social – og sundhedsassistentuddannelsen konkluderes dels, at det tværfaglige projekt i forhold til de tværfaglige samarbejdskompetencer ikke giver eleverne ensartede udviklingsmuligheder, dels at det tværfaglige projekt kun kan give begrænset udvikling af disse kompetencer.