En tredjedel af de danske kommuner oplever økonomisk og befolkningsmæssig tilbagegang, som er særligt tydelig i landdistrikterne. Planlægningens typiske modsvar er vækst-fikserede strategier, der har til formål at tiltrække borgere og økonomisk aktivitet for at modvirke tilbagegang.
I dette projekt laves et case-studie af Lolland og Hjørring kommuner, som begge har haft en negativ befolkningsudvikling siden kommunesammenlægningen i 2007. De to kommuner har en anden tilgang til at planlægge for tilbagegang, end hvad det vækst-fikserede, dominerende planlægningsparadigme foreskriver, i og med at de planlægger for at tilpasse sig til det lavere befolkningstal. Det undersøges, i hvor høj grad der i kommuner med tilbagegang sket et paradigmeskifte, som medfører ændring i tilgang til planlægning for landdistrikter.
Studiet viser, at der er sket en ændring i kommunernes grundforståelser, hvilket vidner om, at et nyt paradigme gør sig gældende for de to kommuners planlægning for tilbagegang. Paradigmet udmøntes dog forskelligt i de Lolland Kommune og Hjørring Kommune i forhold til, hvordan der planlægges for landdistriktet. Der er forskel på, hvor institutionaliseret det nye paradigme er i de to kommuner, og det konkluderes, at selv om et nyt paradigme gør sig gældende i planlægning for tilbagegang i kommunerne, fører ikke automatisk til ændring i, hvordan der planlægges for landdistrikter.