Abstract (Dansk)
MÅL: At undersøge om fysioterapeuter der behandler patienter med PFP, kan forudsige effekten af en 12-ugers træningsintervention målt på funktion ud fra en indledende vurdering.
STUDIEDESIGN: Sekundær analyse af et randomiseret forsøg, der sammenligner quadriceps-øvelser med hofteøvelser hos patienter med patellofemorale smerter, der betragtes som to uafhængige kohortestudier, der undersøger associationen mellem fysioterapeutens prognose og funktion og TransQ.
METODE: Fysioterapeuter blev bedt om at forudsige prognosen på i alt 200 PFP-patienter på en 0-10 skala. Det primære resultatmål bestod af ændringer fra baseline til 12 og 26 uger på KUJALA og dikotomiseret TransQ. Lineære og logistiske regressionsanalyser blev udført for at vurdere forudsigelsen af KUJALA og TransQ.
RESULTATER: Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem fysioterapeuters vurdering af prognose og ændringer i funktion ved brug af KUJALA for hverken QE eller HE efter 12 og 26 uger (Slope = -0,39 til -0,46 med et bredt CI). Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem fysioterapeuters vurdering af prognosen ved brug af TransQ for hverken QE eller HE efter 12 og 26 uger (OR = 1,05 til 1,19 med et bredt CI). Fysioterapeuter fokuserede på tidligere validerede prognostiske faktorer, som varighed af symptomer og smerteintensitet i deres begrundelse for prognosen.
KONKLUSION: Fysioterapeuters forudsigelse af prognosen er ikke associeret med ændringer i funktion eller behandlingssucces baseret på indledende vurdering efter 12 og 26 uger for patienter med PFP, på trods af at have fokus på validerede prognostiske faktorer. Fysioterapeuters prognoser kan ikke bruges i de kliniske valg eller til at identificere patienter med dårligt forventet outcome.