Iskæmisk prækonditionering (IPC) er et fænomen, hvor man udsætter væv, eksempelvis hjerte- eller muskelvæv, for kortvarig, ikke-skadelig iltmangel (iskæmi), hvilket beskytter vævet mod fremtidige tilfælde af iskæmi.
Effekten af IPC blev bevist i et forsøg i 1986, hvor IPC reducerede skade på hjertevævet efter længerevarende iskæmi med 75%.
Sidenhen har forskningsstudier undersøgt, om IPC af muskelvæv kan forbedre sportslige præstationer. Det første studie til at undersøge dette viste i 2010, at IPC øgede maksimal ydeevne i en cykeltest og maksimal iltoptagelse. Sidenhen har over 40 forskningsstudier undersøgt effekten af IPC på præstation i mange forskellige discipliner, herunder løb, cykling, svømning og styrketræning. Resultaterne er dog inkonklusive, og der kan derfor endnu ikke drages nogle endegyldige konklusioner omkring IPC’s effekt på præstationsevnen. Det tyder dog på, at iskæmisk prækonditionering har størst potentiale inden for udholdenhedspræget sport.
IPC af muskelvæv udføres i praksis ved at påføre en eller flere ekstremiteter blodtryksmanchet(ter), som pumpes op for at lukke af for blodtilførslen til ekstremiteten i korte perioder. Herefter lukkes luften ud af blodtryksmanchetterne i fem minutter, hvilket medfører, at blodet kan løbe tilbage i ekstremiteterne. Den anvendte IPC-protokol varierer fra studie til studie, men i dette studie anvendtes fire perioder af skiftevis fem minutter med aflukket blodtilførsel og fem minutter med fri blodgennemstrømning med en total varighed på 40 minutter.
Formålet med dette studie var at undersøge IPC’s mulige effekt på præstationsevnen. Samtidig blev mulige underliggende mekanismer, primært maksimal iltoptagelses, iltmætning i lårmuskulaturen og den opfattede anstrengelsesgrad, undersøgt.
14 unge, raske mænd deltog i dette forsøg, hvor de, på forskellige dage, fik undersøgt deres præstationsevne i en maksimal cykeltest. På to forskellige dage modtog forsøgsdeltagerne, i tilfældig rækkefølge, to forskellige behandlinger, inden de kørte den maksimale cykeltest: Enten IPC eller en placebobehandling, hvor deltagerne fik påført blodtryksmanchetterne men med så lavt et tryk, at det ikke havde nogen fysiologisk, gavnlig effekt.
I dette studie havde IPC ikke en effekt på maksimal ydeevne, maksimal iltoptagelse eller iltmætning under cykeltesten. Der var dog en dæmpning af forsøgspersonernes opfattelse af anstrengelsesgraden ved bestemte belastninger.