Dette speciale tager udgangspunkt i et event kaldet Humanitær Folkevandring som Røde Kors holdt i Svendborg d.29 Februar 2016. Formålet med den Humanitære Folkevandring, var at skabe relationer mellem flygtninge og lokalbefolkningen i byen. Eventen gik ud på at flygtningene fra asylcentrene i nærområdet og lokalbefolkningen skulle ud og gå en 8 km. lang gåtur, hvor udforskende samtaler med spørgsmål, der skulle skabe rum for refleksion og nye perspektiver, dannede grundlag for dialog.
Formålet med specialet var at undersøge hvilke udfordringer og potentialer en Humanitær Folkevandring kunne rumme i forhold til inklusion og integration af nyankomne flygtninge i Danmark.
I nærværende speciale har jeg taget udgangspunkt i et interaktionistisk videnskabsteoretisk perspektiv for at kunne belyse hvad der skete i interaktionen mellem flygtningene og de lokale.
Jeg har haft en kvalitative metodetilgang, og for at kunne opnå en indsigt i hvad der skete i interaktionen, flygtningene og lokalbefolkningen imellem, under vandringen, har jeg lavet deltagende observation samt interviews med deltagende flygtninge og lokalbefolkningen.
For at analysere den indsamlede data, har jeg anvendt Erving Goffmans dramaturgiske begrebsapparat, Richard Jenkins teori om social identitet, identifikation og kategorisering samt Georg Simmels teori om den fremmede.
I analysen har jeg anvendt Goffmans dramaturgiske begrebsapparat til at skabe en forståelse for rammerne som eventen foregik under. Røde Kors irammesættelse af projektet samt deltagerens motivation for at deltage i eventen anvendes jeg til at beskrive hvilken korrekt anstand som det forventedes at deltagerne formede deres roller efter, under eventens udførsel.
De tre anvendte teorier anvendes i en diskussion af hvilke grupperinger der finder sted under givne rammer.
I analysen af eventens udførsel anvendte jeg normen for korrekt anstand til at vurdere hvornår deltagerne reproducerede deres roller som værterne og de nyankomne og hvornår de ikke gjorde.
Jenkins identitetsteori anvendes til at analysere hvilken indflydelse deltagelsen i den Humanitære Folkevandring havde på flygtningenes selvidentifikation.

På baggrund af den indsamlede empiri og de anvendte teorier, fandt jeg at den Humanitære Folkevandring havde potentiale til at skabe et socialt inkluderende fællesskab i form af at generere en gruppeidentitet imellem alle involverede deltagere under eventens udførelse, hvilket fordrede flere ligeværdige samhandlinger, flygtningene og de lokale imellem. Eventen havde ydermere potentiale til at forankre en større sammenhæng mellem flygtningenes indre selvidentifikation og ydre identifikationer som de følte sig identificeret med.
I flere sammenhænge reproducerede flygtningene deres roller som de nytilkomne flygtninge og værterne, i form af de lokale hvilket jeg anser som en udfordring i forhold til inklusion, men som et potentiale i forhold til integration, da dette åbnede muligheden for at flygtningene kunne forholde sig til, og tilegne sig de lokales kulturelle og normative normer, hvilket de i flere tilfælde gjorde. Eventen medførte også integrationsudfordringer, i form af at flygtningene ikke forsøgte at tilpasse sig de lokales normative orden, hvilket førte en grænseoverskridende oplevelse med sig for en af de lokale deltagere.