Dette projekt indeholder en belysning af, hvordan socialrådgivere på et jobcenter arbejder med at inddrage og anerkende i mødet med borgeren. Der arbejdes ud fra en antagelse om, at socialrådgiverne ikke kan inddrage uden at anerkende og omvendt – ikke anerkende uden at inddrage. Projektets udgangspunkt er en hypotese om, at inddragelse og anerkendelse er besværliggjort med den tendens der er til standardisering og kontrol på beskæftigelsesområdet, herunder jobcentrene. Spørgsmålet er imidlertid, om det er muligt for socialrådgiveren at bevare fagligheden, samtidig med at de administrative krav opfyldes. Dette leder os frem til følgende problemformulering: Hvordan arbejder socialrådgivere på et jobcenter med at inddrage og anerkende? Konklusionen på vores undersøgelse viser, at socialrådgivere foretager selvstændige og individuelle valg, der gør at metoderne ikke bliver styrende i deres arbejde med borgerne. Socialrådgiveren lader således ikke de administrative logikker overskygge deres faglighed. Vores undersøgelse peger på, at socialrådgiveren refleksivt og kritisk tager stilling til, hvordan de administrative krav opfyldes, samtidig med at deres faglighed og integritet bevares, for det er først og fremmest borgerens møde med systemet, der er i højsæde. I mødet med borgeren er det vigtigt, at socialrådgiveren ikke handler på baggrund af procedurerationalitet, men i stedet indtager en mere optimistisk konstruktiv praksislogik, hvor socialrådgiveren tænker kreativt med henblik på at finde mulighederne mellem begrænsningerne. Metoderne kan således være redskaber, der gør det lettere at opnå inddragelse og anerkendelse.