Naturvidenskabelig forskning er ofte omdrejningspunktet for undersøgelser omhandlende idrætsdeltagelse. Dette er som oftest initieret, fordi vi gennem denne forskning kan få så målbare og objektive resultater som muligt. I samfundet er der en stor værdi i de fund, der fremskaffes gennem sådanne undersøgelser, da de for eksempel kan benyttes i forbindelse med sygdomsforebyggelse. En af de problematikker, som dette skaber, er en mangel på humanistiske undersøgelser, der retter fokus på de sociale dimensioner ved idrætsdeltagelse, herunder de fællesskaber, der dannes gennem dette.

Denne undersøgelse har til formål at klarlægge, hvordan et forskningsprojekt om motionshåndbold forstås af deltagerne samt hvilke muligheder deltagerne har for at opnå andet end fysiologiske forandringer gennem deres deltagelse i forskningsprojektet. Vi har været tilknyttet et forskningsprojekt på Center for Holdspil og Sundhed (Københavns Universitet), hvor vi har fulgt en gruppe deltagere fra slut-februar til slut-april og undersøgt deltagernes mulige forandringer gennem forløbet. Vi har foretaget vores undersøgelse med en socialkonstruktivistisk tilgang og med et teoretisk udgangspunkt i Etienne Wenger og hans sociale teori om læring, hvor vi har benyttet de teoretiske begreber praksisfællesskaber, meningsforhandling og legitim perifer deltagelse.

Først har vi analyseret om der i det forskningsprojekt, som vi har fulgt, kan siges at være et praksis-fællesskab til stede. Ud fra denne første analyse har vi efterfølgende fremanalyseret deltagernes meningsforhandling i forhold til deres deltagelse i forskningsprojektet samt ændringerne af disse meningsforhandlinger gennem forløbet. Slutteligt har vi analyseret deltagernes positioner i praksis-fællesskabet og ændringen af positioner fra starten af forløbet til slutningen af forløbet.

I undersøgelsen konkluderer vi, med udgangspunkt i en teoretisk afgrænsning, at der i forsknings-projektet er et praksisfællesskab til stede, hvor deltagerne i starten af projektet primært har fokus på de potentielle fysiske forbedringer, som deltagelsen i forskningsprojektet giver mulighed for. Undersøgelsen viser derudover, at der, særligt i slutningen af projektet, har været fokus på de relationelle interaktioner, der etableres gennem deltagelsen i forskningsprojektet. Yderligere konkluderes det i dette studie, at deltagernes fysiske kapacitet har en indflydelse på deres fokusering i forhold til de sociale relationer, der opstår i forskningsprojektet.