Formålet med dette speciale er, at undersøge hvordan de fagprofessionelle på social- og sundhedsuddannelsen opfatter elever med sociale problemer samt hvilke generative mekanismer de vurdere som nødvendige for, at eleverne kan gennemføre uddannelsen til Social- og sundhedshjælper eller Social- og sundhedsassistent.
De danske kommuner og regioner har i øjeblikket store udfordringer på ældre- og sundhedsområdet med, at rekruttere og fastholde medarbejdere til social- og sundhedsuddannelserne. Der oprettes flere studiepladser på uddannelsen og der iværksættes nye initiativer der skal sikre, at så mange som muligt gennemføre uddannelsen.
I 2014 viste en undersøgelse, at en stor del af de elever der springer fra uddannelsen har psykiatriske diagnoser, familiære sociale problemer, samt har haft generelle problematiske opvækstvilkår. De fagprofessionelle tilknyttet social- og sundhedsuddannelserne giver i Rambølls undersøgelse udtryk for, at disse problemer fylder så meget, at det kan vanskeliggøre elevens mulighed for at gennemføre uddannelsen. Det er dette udgangspunkt der danner basis for nærværende speciale.
Informanterne specialet er bredt repræsenteret i form af undervisere, specialpædagogiske støttelærer, elevrådgiver samt den uddannelsesansvarlige i kommunen og vejleder fra praktikken.
Speciales videnskabelige fundament er båret af en fænomenologisk og hermeneutisk forståelse, der tager udgangspunkt i de fagprofessionelles beskrivelse af, hvordan de forstår elevernes livsverden. Gennem kvalitative interviews af de fagprofessionelle tilknyttet social- og sundhedsuddannelsen, blev den indsamlede data bearbejdet samt teoretiske analyseret. Den teoretiske referenceramme bestod af teori om Interaktionisme, samfunds- og livsverdensforståelsen samt elevernes self-efficacy.

Med udgangspunkt i analysen af de empiriske data kan der konkluderes, at de fagprofessionelle alle opfatter eleverne med sociale problemer, som motiveret for at gennemføre uddannelsen. Dette er dog betinget af, at eleverne modtager den rette støtte og opbakning under forløbet. Relationen er essentielt i arbejdet med disse elever og det er vigtigt at eleven føler sig set, hørt og anderkendt.
I løbet af udarbejdelsen af nærværende speciale blev det tydeligt, at der på social- og sundhedsuddannelsen er en stor andel elever uden diagnoser. Disse elever fremstår alligevel med store sociale problemer og deraf udfordringer med at gennemføre uddannelsen. Det kan konkluderes at denne type elever ikke kan få bevilliget støtte, idet de ingen diagnose har og betinget deraf ikke kan få bevilliget den hjælp der er behov for. Især de elever der er tilbagetrukket eller stille af personlighed er i stor risiko for at miste motivationen og deraf falde ud af uddannelsen.
Det kan konkluderes at rammerne på social- og sundhedsuddannelsen griber ind i hvorvidt eleverne er motiveret for at gennemføre uddannelsen. Mange elever i en klasse vanskeliggør undervisernes mulighed for, at støtte de elever der har behov for hjælp. Dette er en af de problematikker der fremhæves.
Det kan også konkluderes, at der er stor forskel på uddannelsesniveauet på de fagprofessionelle på henholdsvis skolen og i praktikken. Undervisere og støttemedarbejderne er alle akademisk uddannet med fokus på læring, pædagogik og formidling, hvor vejlederne i kommunen har basisuddannelsen som Social- og sundhedsassistent med blot nogle få ugers videreuddannelse. Dette indikere at der i praktikken er størst fokus rettet mod, mål og retningslinjer for uddannelsen frem for den pædagogiske tilgang til elevernes læring.
Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt et mindre elevantal i klasserne, et bedre uddannelsesniveau af vejlederne i praksis samt hvorvidt et højere støtteniveau til de elever uden diagnoser, kan øge antallet af elever der gennemføre på social og sundhedsuddannelsen.