Dette professionsbachelorprojekt belyser de muligheder, som en socialrådgiver har for at udøve og benytte sine metoder til at rådgive stofmisbrugere i Københavns kommune med et selvvalgt ønske om stoffrihed i processen omkring social integration. Projektet belyser de politiske rammer som en socialrådgiver er underlagt i sektorplanen for stofmisbrugsområdet, og hvordan det påvirker socialrådgiveres mulighed for at benytte de metoder, som tilhører faget. Endvidere belyses stofmisbrugeres ønsker og processer om social integration ud fra de politiske rammer, der er udmøntet i ”Sektorplanen for indsatsen på stofmisbrugsområdet” (SFIS) og den rådgivning, som modtages fra socialrådgiveren. Der benyttes gennem projektet kvalitative interviews til at forklare både socialrådgiver og stofmisbrugers oplevelser, som fremkommer i forbindelse med en social integration. Interviewene belyses via den fænomenologiske metode, diskuteres gennem den hermeneutiske videnskab. Herunder anvendes endvidere Eriksons sjette psykosociale stadie og Maslows behovspyramide til at belyse motivation og det sociale netværks betydning for stofmisbrugeren. I SFIS lægges der vægt på social integration i form af beskæftigelse og socialt netværk samt socialrådgiverens mulighed for brugerinddragelse. Socialrådgiverne sikre brugerinddragelse igennem motivationssamtalemetoden og Shulmans interaktionistiske model for at skabe den gensidige tillid, og socialrådgiverne er konstant opmærksomme på at højne motivationen hos stofmisbrugeren for at opnå social integration samt beskæftigelse. Projektet konkluderer, at hverken beskæftigelse eller social integration er det første mål, stofmisbrugeren har, når han henvender sig til rådgivningscentret, men denne har derimod ønsket om at blive stoffri. De politiske rammer påvirker derved ønsket om social integration negativt, da de ikke tager højde for den proces, stofmisbrugeren går igennem, og risikerer derved, at stofmisbrugeren isolerer sig yderligere og mistes, da dagtilbud i den periode, mens der ventes på døgnbehandling, er meget begrænset. Det kan være svært at tilbyde individuelle muligheder til stofmisbrugerne. Udvalget af alternativer til beskæftigelse er begrænset, hvilket kan gøre det svært at styrke det sociale netværk. En anden udfordring er også at der ikke altid er muligheder for at tilbyde nok rådgivningstimer til den enkelte stofmisbruger. På baggrund af lovgivningen kan projektet konstatere at minimumsrammerne er mangelfulde og ikke giver socialrådgiverne mulighed for at tilgodese stofmisbrugernes individuelle behov.