Denne undersøgelse omhandler grønlandske unge i Danmark og undersøger hvilke muligheder og begrænsninger de har for identitet og identitetsdannelse, samt disses betydning for tilhørsforhold. Baggrunden for studiet er, at eksisterende forskning viser, at unge etniske minoriteter generelt skal navigere i et kulturelt krydsfelt, hvor det kræves at de konstant håndterer kultursammenstød og/eller pres og forventninger fra henholdsvis minoritets- og majoritetskulturen. For unge etniske minoriteter handler det derfor om at udvikle en identitet, som kan rumme og navigere i det kulturelle krydsfelt. Formålet med undersøgelsen er, at bidrage til den eksisterende forskning om identitetsdannelse blandt unge etniske minoriteter, som oftest vedrører efterkommere af flygtninge eller arbejdsmigranter, med et fokus på unge grønlændere, som sociologisk set også kan betragtes som en etnisk minoritet.

Det videnskabsteoretiske afsæt er filosofisk hermeneutik og ontologisk og epistemologisk forståelse af, at mennesket ikke kan frigøre sig fra dets historicitet, og væren i både tidslige og stedslige sammenhænge. På den måde forstås subjektet som et historisk og endeligt væsen, som fødes ind i en verden af betydninger, som på forhånd allerede vil være givet. Undersøgelsen er designet som et teorifortolkende single casestudie, hvor casen skal ses som en ekstrem case, på et mere generelt socialt fænomen at være etnisk minoritet i Danmark. Derudover er forskningsstrategien inspireret af adaptiv teori, hvor der arbejdes med en relativ fri og fleksibel forståelse af den adaptive teoris grundprincipper, herunder ved anvendelsen af orienterende begreber. Ved adaptiv tilgang bliver teori både tilpasset og formet af de empiriske fund, samtidig med at empirien til en hvis grad også bliver filtreret gennem den eksisterende viden, som betragtes som relevant.
Metodisk er undersøgelsen foretaget på baggrund af interviews med 7 unge grønlændere, som er bosat i Danmark, hvor minimum en af deres forældre er af etnisk grønlandsk oprindelse.

Af teoretiske og analytiske rammer som er orienterende for undersøgelsen af grønlandske unges identitet og tilhørsforhold er Identitet under senmoderne vilkår (evt. senmoderne vilkår), Identitet i praksis og Othering. Identitet under senmoderne vilkår indebære en teoretisk ramme for identitetsdannelse i det senmoderne samfund, herunder Anthony Giddens forståelse detraditionalisering og selvidentiteten som et refleksivt projekt. Identitet i praksis udgør Thomas Hylland Eriksens teoretiske forståelse af, at unge etniske minoriteter har valget mellem tre forskellige typer af identitet, hvor kultur enten blandes, skiftes imellem eller leves efter i ren form. Det sidste orienterende begreb othering, udgør minoriteters møde med diskrimination, racisme, etnificering og fremmedgørelse.

Studiet er baseret på en todelt tematisk analyse. Første del belyser de unges tilværen i en dansk- og grønlandsk kontekst. Anden del belyser de unges identitet og tilhørsforhold i barndommen og den tidlige ungdommen i perspektiv til den sene ungdom.

Undersøgelsens centrale fund er, at unge grønlændere oplever anden- og fremmedgørelse i deres hverdagsliv i Danmark. Særligt for de unge grønlændere der enten er dansksprogede eller som har et etnisk dansk ophav, er, at de også i en grønlandsk kontekst oplever anden- og fremmedgørelse. Særligt i barndommen og den tidlige ungdom, er der fundet tegn på, at oplevelser med etnificering og andengørelse har en påvirkning på de unges selvidentitet og oplevede tilhørsforhold, og kan medføre identitetsmæssig splittelse og oplevelse af, konstant at skulle tilpasse sig. Flere af informanterne har i barndommen og den tidlige ungdom lidt af psykiske sygdomme såsom depression og angst, ligesom flere har følt sig ensomme eller oplevet, at deres oplevelse af manglende tilhørsforhold ikke har været legitimeret. Unge grønlændere i Danmark er derfor potentielt en sårbar gruppe i denne aldersperiode.

I forhold til hvordan unge grønlændere anvender forskelligartede strategier til at håndtere flerkulturel påvirkning, samt navigere i mere eller mindre dansk- og grønlandsk prægede kontekster, er et centralt fund, at en stor andel af de unges strategier har ændret sig over tid, i løbet af ungdommen. For størstedelen af de unge som er flyttet til Danmark i løbet af ungdommen, har de gennem de første år i høj grad har været opmærksomme på, at passe ind og tilpasse sig, hvilket ofte er blevet skildret som, at de prøvede at være så danske som muligt. I Løbet af ungdommen ses der en tendens til et identitetsmæssigt skifte, hvor identiteten i højere grad omfavner og inkludere deres danske- såvel som grønlandske etnicitet i identiteten, uanset hvilken samfundskontekst de befinder sig i.

Følelsen af hjem og at høre hjemme har endvidere været centralt for de unges identitetsdannelse, hvor der er identificeret 5 forskellige empiriske tematikker, som knytter sig tæt til de unges identitet og oplevelse af nationale-, etniske- og kulturelle tilhørsforhold. Temaerne for hjem og at høre hjemme er: 1)de nære og betydningsfulde relationer, 2) at trives med kulturelle normer og praksisser, 3) identifikation med ikke-signifikante andre, 4) kontekstens mangfoldighed, samt 5) ikke-signifikante andres anerkendelse af tilhør.
De udarbejdede tematikker om tilhør er perspektiveret til Nira Yuval-Davis analytiske forståelse af medborgerskab og belonging, samt politics of belonging. Forståelsen skildre, hvordan unge grønlændere i Danmark kan opleve at have en følelsesmæssig tilknytning til det danske samfund, samtidig med at de har officielt medborgerskab, men at de kan stå i en position, hvor de ikke alligevel ikke ‘belongs’, i forståelsen af, at majoritetsbefolkningen ikke vurdere, at de høre til. Undersøgelsen skildre således, hvordan identitet og tilhørsforhold er internt forbundet.