I Danmark har langt de fleste børn det heldigvis godt og vokser op under gode og ordentlige vilkår. Men ca. 15 % af de danske børn og unge er langt fra så heldige. Disse børn og unge vokser op under forudsætninger der gør at deres fremtidige udvikling er bekymrende , disse børn og unge har ikke forældre der kan varetage deres basale behov og børnene er derfor de mest udsatte set med et samfundsperspektiv (Porsborg, Nørrelykke, & Antczak, 2013, s. 353). I det sociale arbejde med udsatte børn og unge er der i højere og højere grad flere forskellige faktorer der spiller ind på socialrådgiverens hverdag i praksis. Arbejdet i en offentlig forvaltning er oftest kendetegnet af forskelligartede udfordringer som alle påvirker socialrådgiverens arbejde i en familieafdeling. En af de oftest omdiskuterede udfordringer er socialrådgiverens sagsstamme. En sagsstamme der indbefatter et sagstal der for mange socialrådgiveres vedkommende er alt for højt. Dansk Socialrådgiverforening anbefaler som vejledende sagstal på børneområdet, at socialrådgiveren i sin sagsstamme har ansvar for 25-35. Andre udfordringer kan være forvaltningens organisering eller en stigende bureaukratisering, arbejdspres samt stress. Lovgivningen er yderligere en faktor der spiller ind, lovgivningen på det sociale område er den lovgivning der ændres oftest over tid og som socialrådgiveren skal være ajourført med. Dette er alt sammen daglige udfordringer i det sociale arbejde. Omvendt set er socialrådgivning et meningsfyldt og udfordrende arbejde, hvor den enkelte socialrådgiver oftest arbejder ud fra præmissen, at gøre det så godt som muligt indenfor de rammer der nu engang er. Med andre ord socialrådgiveren brænder for at forandre og gøre en forskel. Vi har valgt, at rette vores fokus mod socialrådgiverens handlingsmæssige råderum og de indsatsmuligheder der ligger under Lov om Social Service §11, i forhold til den tidlige forebyggende indsats, med vægt på om forvaltningens økonomi har indflydelse på dette. Vi er bevidste om, at socialrådgivere i mange af landets kommuner føler sig pressede både i forhold til et stort tidspres samt økonomiske rammer. Samtidig har vi en formodning om at Lov om Social Service §11 anvendes vidt forskellig i kommunerne og at de økonomiske rammer ofte vil være styrende for, hvilken forebyggende indsats der kan tilbydes. Vi finder det interessant, hvorvidt man som socialrådgiver her oplever at det er de økonomiske rammer der så vil være styrende for det forebyggende arbejde kontra den individuelle socialfaglige vurdering, som loven ellers foreskriver skal ligge til grund for en afgørelse. Til at besvare vores problemstilling vil vi gøre brug af allerede eksisterende empiri i form af forskellige undersøgelser og eksakt viden fra forskere på området. Samtidig vil vi selv indsamle empiri i form af kvalitative interviews med udvalgte socialrådgivere i en familieafdeling. Vi vil efterfølgende analysere vores empiri gennem Peter Høilund1 og Søren Juuls2 dømmekraft begreb og Pierre Bourdieus begreber.