• Sofie Braüner Madsen
  • Katrine Hounsgård
  • Maria Aagaard Andreasen
4. semester, Folkesundhedsvidenskab, Kandidat (Kandidatuddannelse)
Resumé

Titel: Grønlandske gymnasieelevers betydningsdannelse af sundhed –
Udvikling af en kompleks intervention i et sundhedsfremmende forandringsperspektiv
Problemstilling: I den grønlandske befolkning ses en stigning af kardio-metaboliske risikofaktorer. Herunder ses der en stigning i fedme og overvægt blandt unge i Grønland, hvortil flere er blevet fysisk inaktive samtidig med, at der ses en stigning i indtagelsen af usund kost blandt grønlandske unge. Ydermere er grønlandske unge de, der spiser mindst frugt og grønt og ryger mest sammenlignet med unge i resten af Europa.
Formål: Specialets formål er at belyse grønlandske gymnasieelevers betydningsdannelse af sundhed, for derigennem at finde mulige forandringspotentialer, mhp. at udvikle en sundhedsintervention til et udvalgt gymnasium. Interventionen har til formål at forandre elevernes sundhedsadfærd, således deres risikofaktorer reduceres, hvorved deres sundhed kan fremmes.
Metode: Specialets design er et casestudie, hvorunder datagenereringsmetoderne bestod af to fokusgruppeinterviews og 14 dages deltagerobservation på et udvalgt gymnasium i Grønland. Ydermere bidrog et systematisk litteraturstudie med relevante studier til at udvikle en kompleks intervention. I specialet blev der anlagt et konstruktivistisk-interaktionistisk perspektiv. Specialets teoretiske referenceramme tog afsæt i begreber af Erving Goffman. Perspektivet og teorien bidrog til at opnå forståelse for elevernes konstruktion og betydningsdannelse af sundhed gennem deres interaktion med hinanden og med konteksten.
Resultat: Af elevernes betydningsdannelse fremgik det, at sundhed bl.a. bestod af sund kost, fysisk aktivitet, et moderat stressniveau samt nære relationer. Mange af eleverne købte og indtog usunde fødevarer på gymnasiet. Endvidere røg en stor del af gymnasiets elever ved det centralt placerede rygeskur, hvortil det sociale aspekt synes at være af betydning. Med afsæt i empirien samt de udvalgte studier blev der udviklet en kompleks intervention målrettet kost og rygning for derigennem at ændre elevernes sundhedsadfærd med henblik på at fremme deres sundhed.
Konklusion: Den komplekse intervention til gymnasiet kan bidrage til forandring i form af ændret sundhedsadfærd blandt eleverne og bør indeholde aktiviteter, der sigter mod reducering af rygning samt et øget indtag af sund kost i hverdagen på gymnasiet. Disse aktiviteter bør have fokus på det sociale aspekt og på ændring af gymnasiets rammer. For at influere flest mulige elever kan den komplekse intervention med fordel lade sig udforme som en strukturel forebyggelsesstrategi. Ydermere blev der påvist forandringspotentialer i henhold til stress, mere fysisk aktivitet samt mere oplysning på gymnasiet om de udbudte aktiviteter. Disse kan danne afsæt for udvikling af en senere intervention. Endvidere kan andre grønlandske gymnasier, der har forandring af elevernes sundhedsadfærd som sigte, finde inspiration i den udviklede komplekse intervention.
SprogDansk
Udgivelsesdato7 jun. 2017
Antal sider181
ID: 259294423