Ved fugtmålinger på eksisterende konstruktioner findes der umiddelbart ingen enkle og billige løsninger til direkte bestemmelse af fugtindholdet. De kendte løsninger har signifikante fejlkilder, og det er ikke altid helt entydigt, hvor højt et fugtindhold, en konstruktion fremstår med.
Derfor er der udviklet en fugthætte, der ved hjælp af et lille lukket kammer, der påklæbes en konstruktion, kan bestemme porefugtindholdet i konstruktionens overflade. Løsningen udnytter, at luften i hætten inden for et vist tidsinterval vil indstille sig i en ligevægt med porefugtindholdet.
Formålet med dette projekt var at teste fugthætten af i praksis på eksisterende konstruktioner. Dette er hovedsageligt sket på ubehandlede betonkonstruktioner med forskellige variationer af opfugtning. Dertil var formålet også, at vurdere ”hukommelsen” af forskellige bygningsmaterialer samt at diskutere forhold som f.eks. overfladebehandlinger og diffusionstæthed.
I projektet er det vist, at stigningen af fugtindholdet i fugthætten efter opsætning på en konstruktion er forholdsvis forskelligt, hvilket i nogen grad afhænger af konstruktionens overfladebehandling. Derfor har det ikke været muligt at opstille en algoritme til bestemmelse af fugtindholdet i konstruktionen ud fra målinger inden for de første timer. Der har dog vist sig en sammenhæng mellem udviklingen i målingerne inden for de første 2 timer og så det endelige fugtindhold i fugthætten når der har indstillet sig en ligevægt. Denne sammenhæng er forklaret via et fremskrivningsskema, som er opstillet ud fra resultaterne i undersøgelserne.
Udtørringsforsøg er benyttet til at illustrere forskellen mellem de forskellige materialers ”hukommelse”, hvor det viste sig, at mursten har en kortere udtørringstid end betonfliser. Resultaterne har dog også vist, at gipspladerne, der er benyttet i disse forsøg har haft en længere udtørringstid end murstenene, men dette skyldes det betydeligt højere indledende fugtindhold inden udtørringen i gipsen end i murstenene.
Endeligt er det vurderet, at diffusionstætheden af fugthætten spiller en ringe betydning i forhold til de resterende fejlkilder, såsom overfladens tilstand samt tilslutningsevnen mellem konstruktionerne og selve fugthætten.
Alt i alt er fugthætten et interessant og bestemt brugbart supplement til eksisterende anerkendte målemetoder, om end der fortsat er behov for videreudvikling og yderligere afprøvning. Mulighederne for praksis anvendelse vurderes særdeles gode, hvis forhold omkring specielt intern lagring løses.