ABSTRAKT

Denne kandidatafhandling har til formål at beskrive og analysere, hvilke skattemæssige problemstillinger, som foreligger i forbindelse med et selskabs landeflyt via omvendt lodret fusion som tilflytningsmodel.

Gennemgående tages der udgangspunkt i situationen, hvor et dansk hjemmehørende aktieselskab tilflytter Tyskland og, i kraft af tilflytningsmodellen, overdrager sine aktiver og passiver til det nye tyske hjemmehørende selskab. Skattemæssig imødegår det fraflyttende danske selskab, som udgangspunkt, udfordringen, at selskabet avancebeskattes, dvs. exitbeskattes, af sine aktiver og passivers ikke-realiserede avancer i medfør af Selskabsskattelovens §§ 5, stk. 7 smh. 8, stk. 4, når delene udbringes af det danske territorium.

Fusionsskattedirektivet hjemler dog mulighed for skattemæssig succession vedrørende aktiver og passiver, som efter fusionen statuerer et fast driftssted i fraflytterlandet, Danmark, til det nu tyskhjemmehørende selskab, hvilket betyder, at exitbeskatningen af disse dele udskydes til et senere tidspunkt.

Interessant er det derfor at sætte spørgsmålstegn til specifikt, hvilke aktiver og passiver, som faktisk kan henføres til det danske faste driftssted. Efter besvarelsen heraf kan det præcist klarlægges, hvilke dele, som skatteneutraliseres, i medfør af fusionsskattedirektivets bestemmelser, samt hvilke, der modsætningsvist frafalder direktivets fordele og dermed exitbeskattes.
I denne sondring spiller ”force of attraction”-princippet en central rolle, og på baggrund heraf udleder kandidatafhandlingen, at alene dele, som besidder en direkte tilknytning til driftsstedets indkomstskabende aktivitet, anses som værende omfattet fusionsskattedirektivets successionsprincip. Andre aktiver, som altså modsætningsvist ikke kan henføres til det faste driftssted, vil i stedet imødegå exitbeskatningen i medfør af de i abstractet tidligere nævnte bestemmelser, og kandidatafhandlingen opfølger disse konsekvenser for særligt porteføljeaktier, som frafalder driftsstedets tilknytning.

Som følge af EU-Domstolens afsagte praksis må exitskattebetalingen ikke øjeblikkelig opkræves af fraflytterstaten, da opkrævningen i så fald vil bestride fællesskabsrettens etableringsfrihed. I stedet er medlemsstaterne befalet at inkorporere mere lempelige foranstaltninger, dvs. henstandsordninger, således skattebetalingen forekommer mindre byrdefyldt. Danmark har på baggrund af en, i år 2013, anlagt sag hos EU-Domstolen valgt at indføre en 7-årig henstandsordning i sin nationale regulering, og kandidatafhandlingen sætter afslutningsvist spørgsmålstegn til, hvorvidt ordningen er forenelig med fællesskabsretten. EU-Domstolen har endnu ikke selv forholdt sig specifikt til ordningens forenelighed,
men kandidatafhandlingen finder, efter en generel vurdering, at den danske henstandsordning, grundet sit indhold, forekommer for restriktiv og dermed bestrider fællesskabsretten.