Stigende urbanisering og intensiveret landbrugsdrift har siden 1950’erne bidraget væsentligt med næringsstoffer til vandmiljøet, hvilket har ført til eutrofiering og forringelse af søernes økologiske tilstand. For at forbedre søernes økologiske tilstand, blev der i 1980’erne fastsat specifikke målsætninger for cirka 700 danske søer, hvilket førte til krav om reduktion af den eksterne fosfor- og kvælstofbelastning. Reduktion af den eksterne belastning fører imidlertid ikke altid til en umiddelbar klarvandet tilstand i søerne, grundet kemisk og/eller biologisk træghed, som kan have signifikant betydning flere år efter reduktionen. I 2000 vedtog den Europæiske Union Vandrammedirektivet. Ifølge dette direktiv skal alle søer i Europa have ”en god økologisk” tilstand inden 2015. Dette betyder, at søerne skal have en tilstand, som kun har ”mindre afvigelse” fra den upåvirkede tilstand, hvilket mindst 2/3 af de danske søer får svært ved at leve op til. Reduktion af den eksterne belastning af fosfor og kvælstof til de danske søer i et sådant omfang, at dette alene kan føre til ”god økologisk tilstand” inden 2015, er imidlertid ikke realistisk. Dette skyldes blandt andet, at 67 % af Danmarks areal anvendes til landbrugsdrift, der ikke umiddelbart kan omlægges til mere miljøvenlige driftsformer med effekt på vandmiljøet inden 2015. Der er således behov for at iværksætte strategier, som aktivt restaurerer og dermed forbedrer den økologiske tilstand i flere danske søer for, at kravet fra Vandrammedirektivet kan overholdes. Opsætning af økologiske sømodeller kan i den forbindelse inddrages og supplere i beslutningsprocessen, da forskellige belastningsscenarier og restaureringsmetoder kan testes og dermed danne grundlaget for valget af metode hos myndigheder og andre aktører. I årenes løb er der udviklet adskillige modeller til håndtering af både hydrologi og økologi i lavvandede såvel som dybe søer. Det store antal af økologiske modeller stiller imidlertid krav om test samt en kritisk tilgang til differentieringen mellem de forskellige modellers kunnen i forhold til at repræsentere det virkelige økosystem i søen på fornuftig vis. I dette projekt testes DYRESM-CAEDYM, en endimensional koblet hydrologisk og økologisk model udviklet på Centre for Water Research på The University of Western Australia, i forhold til gengivelse af de økologiske kaskadeeffekter, som finder sted mellem fisk, zooplankton, fytoplankton og næringsstoffer ved biomanipulation udført i den danske lavvandede Engelsholm Sø. Efter biomanipulation ændres egenskaberne for en række af de komponenter, der til sammen definerer økosystemet i søen, og det pointeres i projektet, at radikale ændringer af økosystemets egenskaber ikke kan modelleres og gengives tilfredsstillende blot ved ændring af begyndelsesbetingelserne for biomassen af fisk. Økosystemet udtrykt i DYRESM-CAEDYM bør tilsvarende ændre egenskaber og derved tilpasses ændringerne i blandt andet prædation fra fisk, græsning fra zooplankton og sammensætning af fytoplankton. DYRESM-CAEDYM udtrykker således ikke på tilfredsstillende vis ændringen i de kemiske og biologiske nøgleparametres dynamik, som kan observeres via de faktiske målinger foretaget i Engelsholm Sø før og efter biomanipulation, og der er behov for uddybende parameterjustering for at opnå en bedre overensstemmelse mellem målinger og simuleret modeloutput. Endvidere påpeges det, at der er behov for flere modelleringsstudier af biomanipulerede søer. Studier, som kan generere erfaringer og tilvejebringe vigtig dokumentation, som giver indblik i, hvilke modelmæssige parameterjusteringer, der er nødvendige for at forbedre modellernes forudsigelser. Dette vil bidrage med viden, som på sigt kan gøre det muligt, at modeller som DYRESM-CEDYM kan forudsige effekterne ved biomanipulation inden restaureringsindgreb iværksættes.