• Nanna Dyhre-Petersen
4. semester, Medicin med Industriel Specialisering, Kandidat (Kandidatuddannelse)
Baggrund: Vand er et vigtigt næringsstof for liv og udgør en multifunktionel bestanddel af den menneskelige krop. Således medfører, især mangel på vand (dehydrering), men også overskydende mængder af vand (overhydrering) forskellige fysiologiske forstyrrelser i kroppen. Patienter med tarminsufficiens (INS) eller tarmsvigt (IF), der henholdsvis modtager oral ernæring (ON) eller hjemme parenteral ernæring (HPN), er i risiko for udvikling af forstyrrelser i kroppens vandbalance på grund af nedsat/ophørt tarmfunktion. Korrekt evaluering af patienternes hydreringstilstand er derfor et vigtigt aspekt af sygdomsmonitoreringen. Desværre findes der ikke én enkelt ”gold standard” indenfor dette felt. Teknikker såsom bioelektrisk impedansanalyse (BIA) og bioelektrisk impedansvektoranalyse (BIVA) er blevet præsenteret som nye mulige alternativer til ældre teknikker, der anvendes i klinikken. Det er dog stadig ukendt hvor godt disse nye teknikker er i forbindelse med evalueringen af hydreringstilstanden hos patienter med INS eller IF. Formål: At evaluere anvendelsen af BIA og BIVA som teknik til vurdering af hydreringstilstanden hos INS- og IF-patienter i forhold til referenceteknikker bestående af beregnet plasma-osmolaritet og 24-timers urinvolumen. Metode: Hydreringstilstanden blev evalueret i 253 metabolisk stabile patienter med enten INS (n=125) eller IF (n=128) ud fra beregnet plasma-osmolaritet, 24-timers urinvolumen, heldkrops multifrekvens-BIA og BIVA. Patienterne blev klassificeret som enten dehydreret, euhydreret eller overhydreret i henhold til specifikke referenceintervaller for hver parameter. Korrelationen mellem parametrene blev vurderet ved Pearson’s product-moment korrelation, mens pålideligheden blev testet ved brug af vægtet Kappa (κw) med lineære vægtning. Forskelle mellem ON- og HPN-patienter (dvs. patienter med henholdsvis INS og IF) blev beregnet for multiple demografiske og kliniske værdier samt for klassificeringen af hydreringstilstanden ved brug af Test of two proportions, Independent-samples T-test, og Chi-square test of homogeneity (r x 2)/Fisher’s exact test (r x 2) med post hoc test, hvor det var relevant. Resultater: En statistisk signifikant korrelation (p <0,05) blev kun fundet mellem plasma-osmolaritet og BIA-data samt BIVA-data, skønt korrelationerne var dårlige (korrelationskoefficient fra -0.150 til -0.245). Plasma-osmolaritet og 24-timers urinvolumen resulterede i en hydreringsklassificering, der var statistisk signifikant forskellig (p <0,05) mellem ON- og HPN-patienter. Post hoc-test kunne ikke bekræfte mellem hvilken hydreringsklasse forskellen eksisterede. Ingen af de andre teknikker kunne diskriminere mellem ON- og HPN-patienter ud fra hydreringsklassificeringen (p >0,05). Signifikant overensstemmelse (p <0,05) mellem teknikker blev kun fundet for plasma-osmolaritet og BIVA samt BIA, begge med en overensstemmelse mindre end dén forventet ved tilfældighed (κw <0,0). Konklusion: Studiet demonstrerede, at hydreringsklassificeringen af INS- og IF-patienter varierede med valg af teknik, og at der ikke eksisterede nogen overensstemmelse bedre end dén forventet ved tilfældighed mellem standardteknikker (plasma osmolaritet og 24-timers urinvolumen) og nyere teknikker (BIA og BIVA). Det var ikke muligt at konkludere, om ON-patienter blev klassificeret oftere eller færre gange som dehydreret, euhydreret eller overhydreret i sammenligning med HPN-patienter. Yderligere studier med forbedret studiedesign anbefales for at verificere resultaterne.
SprogEngelsk
Udgivelsesdato29 maj 2020
Antal sider51
ID: 333222163