I oplevelsesøkonomien er kunsten og kulturen først og fremmest en vare og et erhverv, som kan hjælpe erhvervslivet og samfundet med at genere økonomisk vækst. Dermed adopterer kulturlivet umiddelbart logikker og mål, som ellers traditionelt har været forbeholdt erhvervslivet. Logikken i erhvervslivet er kommerciel, og målet er økonomisk vækst. Med andre ord underlægges kulturen i oplevelsesøkonomien en stigende kommercialisering, hvor kvalitet vurderes i forhold til målbare resultater såsom salgstal og omtale. Mit speciale fokuserer på kulturlivets position i oplevelsesøkonomien, og det tager udgangspunkt i tesen om et kulturliv, der på mange måder enten ukritisk træder ind oplevelsesøkonomien eller som slet ikke træder ind i oplevelsesøkonomien. Jeg ser mange muligheder i samarbejder mellem kulturlivet og erhvervslivet og derfor tager jeg da også afsæt i en hypotese om, at kulturlivet og erhvervslivet kan forenes. Specialets problemformulering lyder som følger: Hvordan kan man som kulturinstitution forene kunstens og kulturens idealer med erhvervslivets kommercielle idealer? Problemformuleringen besvares gennem følgende underspørgsmål: A) I hvilke former og under hvilke betingelser er oplevelsesøkonomiens kulturbegreb blevet til? B) Hvordan skaber de diskursive strategier, der italesættes i tre interviews med tre ansatte på Århus Festuge, hegemoniske relationer og diskursive magtkampe mellem kulturlivet og erhvervslivet? Specialet er bygget op omkring to analyser, som tilsammen besvarer problemformuleringen: En teoretisk, dekonstruktiv analyse (A) og en empirisk hegemonianalyse (B). Begge analyser er struktureret efter diskursanalytiske analysestrategier – den teoretiske med inspiration fra Michel Foucault og den empiriske med inspiration fra Ernesto Laclaus hegemonianalyse. Analysestrategierne er en naturlig forlængelse af mit videnskabelige ståsted, socialkonstruktivismen. Den teoretiske analyse har til formål at belyse at problematisere det kulturbegreb og dets iboende forhold mellem kulturliv og erhvervsliv, som oplevelsesøkonomien konstruerer. Det gøres ved at inddrage teorier, som har forskellige syn på forholdet mellem kulturliv og erhvervsliv samt supplere med eksempler fra dagens debat, som den kommer til udtryk i medierne. Pierre Bourdieu tegner et portræt af det kulturelle felt (the field of cultural production), hvor han hævder, at kunstnere og kulturaktører traditionelt vender den økonomiske verdens love på hovedet og stræber efter et autonomt princip for hierarkisering. Modsat det autonome ideal finder vi det heteronome ideal, som er kendetegnet ved at stræbe efter målbare resultater såsom salg og omtale. Oplevelsesøkonomien konstruerer et kulturbegreb, der er instrumentelt og, som stræber efter heteronome principper for hierarkisering. Den teoretiske analyse inddrager synspunkter, der spænder fra Theodor W. Adornos kritiske syn på kulturindustrien til John Seabrooks teori om samfundet Nobrow, hvor sammensmeltningen af kulturliv og erhvervsliv og af reklame og kunst ikke længere problematiseres. Adorno repræsenterer den differentierede samfundsorden, hvor kulturliv og erhvervsliv er adskilte størrelser, og hvor der skelnes mellem finkultur og den brede lavkultur. Modsat Adorno, repræsenterer Seabrook den dedifferentierede samfundsorden, som har været herskende siden 1990’erne i Danmark. Mellem disse to poler finder vi en række synspunkter og tegn på, at samfundet på den ene side er mere og mere dedifferentieret – og kulturlivet og erhvervslivet deraf smelter sammen – men på den anden side reaktualiseres idealer og logikker fra den differentierede samfundsorden stadig. Dermed udfordres oplevelsesøkonomiens kommercielle, heteronome ideal for kunsten og kulturen konstant af det traditionelle, autonome ideal for kunsten og kulturen – den uafhængige kunst og kunst for kunstens skyld. Når kulturlivet integreres med erhvervslivet, får de på den ene side et større og mere varieret udbytte ved at samarbejde med erhvervslivet, men samtidig mister de deres autonomi og uafhængighed af markedet, men derimod får kunsten og kulturen chance for at blande sig med samfundet i højere grad end tidligere. Hvis kunsten og kulturen skal forenes med erhvervslivets kommercielle idealer, må man give slip på differentieringen af kulturlivet og erhvervslivet, og dermed også slippe det traditionelle skel mellem det kommecielle kulturbegreb og det autonome kulturbegreb. Kun ved at meningsudfylde kulturbegrebet på ny og dermed skabe nye idealer for kunsten og kulturen, kan man forene kunsten og kulturen med erhvervslivets kommercielle idealer. Som aktør i kulturlivet i dag skal man være opmærksom på, at der i det dedifferentierede samfund kræves en god historie, før erhvervslivet vil samarbejde, og nogle kunstneriske genrer har bedre historier og dermed bedre kort på hånden, når det gælder om at bejle til erhvervslivets sponsorater og samarbejdsaftaler. Man skal derudover være opmærksom på, at erhvervslivet uanset kunstens og kulturens mange kompetencer vil gå ind i samarbejdet i en overlegen magtposition. Erhvervslivet sidder på pengene og økonomi er stadig den altafgørende magtfaktor i dagens samfund. Sidst men ikke mindst er det en stor udfordring for os alle i det dedifferentierede samfund at kende på reklame, kunst og politik og vurdere kvalitet, når vi ikke har den traditionelle referenceramme at forholde os til. Den empiriske analyse har tre interviews med tre ansatte på Århus Festuge som analyseobjekt, og respondenterne bekræfter på flere områder ideen om oplevelsesøkonomien som hegemonisk projekt. Dermed bakker respondenterne op om det dedifferentierede samfund og potentialiserer muligheden for, at kulturbegrebet tilskrives ny mening, så det lettere kan forenes med erhvervslivet. Men samtidig er det også tydeligt, at andre syn udfordrer oplevelsesøkonomiens umiddelbare hegemoni – herunder de autonome idealer for kunsten og kulturen. Det er vigtigt, at kulturlivet holder fast i sit indhold og sin dybde, integritet, idet kulturen ellers risikerer at miste sin troværdighed og dermed også det trumfkort, kulturlivet har i forhold til erhvervslivet. Det handler om at forene business og kunst – uden at blive forfalden til én af delene. Kunstnere med autonome idealer for kunsten og kulturen findes stadig og er nødvendige at værne om for at bibeholde kulturens eksistensberettigelse og dens forskel fra erhvervslivet. Det er ikke alt kunst, der kan forenes med erhvervslivets kommercielle idealer, og som kulturinstitution skal man finde en måde at rumme både de kunstnere, der stræber efter heteronome principper for hierarkisering, og dem der stræber efter de autonome idealer. Specialet slutter af med en perspektivering, hvor det med hjælp fra Niklas Luhmanns systemteori understreges, at kulturinstitutioner i dagens samfund nødvendigvis må være polyfone og deraf i stand til at iagttage sit eget sociale system og andre sociale systemers logikker. Derudover reflekteres over instrumentalisering som en samfundstendens, idet flere og flere felter mister deres uafhængighed og bruges til at opnå noget andet og mere. Vigtigheden af at bevare rum for fordybelse uden mål understreges, da flere felter – herunder kunsten – risikerer at miste sin eksistensberettigelse.