Baggrund: Antallet af kvinder med brystkræft er stigende, og hvert år rammes ca. 4.900 nye kvinder af brystkræft, hvilket udgør 27% af alle kræftramte. Kvinder, der rammes af brystkræft, kan opleve både fysiske og psykiske forandringer, som kan ændre deres selvopfattelse, identitet og seksualitet. Desuden er der mange seksuelle senfølger forbundet med diagnosen og behandlingen af brystkræft, hvilket kan indebære kunstig menopause, ændret kropsbillede, infertilitet m.m. Disse senfølger kan øge kvindernes risiko for at få en depression og nedsætte deres livskvalitet væsentligt. Seksuelle senfølger fremstår som et helt centralt problem, der kræver øget opmærksomhed. I Danmark er det uklart, hvilken praksis der eksisterer inden for inddragelse af seksualitet og samliv i behandlingen af brystkræftpatienter. Forskning tyder imidlertid på, at seksuelle emner ofte bliver overset i sundhedssektoren.

Formål: Formålet med dette speciale er at undersøge, hvordan brystkræftoverlevende har oplevet håndteringen og italesættelsen af deres seksualitet under et brystkræftforløb. Endvidere om de oplever behov for forandringer i håndteringen og italesættelsen af deres seksualitet.

Metode: Det fænomenologiske paradigme valgt som referenceramme, og det anvendes som specialets metodiske og analytiske tilgang. Gennem en systematisk litteratursøgning er der fundet litteratur om de brystkræftoverlevendes og det sundhedsfaglige personales håndtering og italesættelse af seksualitet. Der er genereret empirisk data gennem fire kvalitative semistrukturerede enkeltinterviews.

Konklusion: Det konkluderes, at alle kvinderne oplever ændringer i deres krops- og selvopfattelse, og for hovedparten af kvinderne har det en betydning for den proces, som de gennemgår efter et endt sygdomsforløb. Gennem interviewene ses der forskellige oplevelser af, hvorledes det sundhedsfaglige personale har håndteret kvindernes seksualitet. Hovedparten af kvinderne vil gerne have, at det sundhedsfaglige personale har mere fokus på seksualitet. Det konkluderes, at kvinderne ser mulighed for forandring i form af, at sygeplejersken på onkologisk afdeling skal tage initiativet til at starte samtalen om seksualitet.
Forslag til forandring: Det er en begrænsning, at ikke alle sygeplejersker på onkologisk afdeling taler med kvinderne om deres ændrede seksualitet. Derfor vil PLISSIT-modellen blive præsenteret som et muligt værktøj til sygeplejerskerne, da den fungerer som et systematisk redskab til at åbne op for samtalen om seksualitet. Desuden er de ti gode råd om sexologisk rådgivning i praksis præsenteret, som sammen med PLISSIT-modellen, kan være et muligt værktøj til, at sygeplejerskerne føler sig bedre fagligt klædt på til at starte samtalen med de brystkræftramte og –overlevende.